GM i kajak: Flere deltagere er stadig strandet

Om få timer skydes Grønlandsmesterskabet i kajak i gang, men flere deltagere er stadig ikke ankommet til Sisimiut på grund af flyforsinkelser.
Klokken 13 bliver første del af mesterskabet skudt i gang. Her skal børn dyste mod hinanden. Selvom det er en uofficel del af mesterskabet, så kan bølgerne stadig gå højt. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Rasmus Balle Hansen
11. juli 2025 12:49

Omkring 30 deltagere venter stadig på at blive fløjet til Sisimiut for at deltage i GM i kajak. Forsinkelserne skyldes udfordringer i flytrafikken – særligt i Ilulissat, hvor flest deltagere stadig venter på grønt lys fra lufthavnen.

- Programmet fortsætter som planlagt. Arrangørerne er nødt til at tænke på vejrudsigten. Derudover er størstedelen af deltagerne dukket op. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke er alle. Men vi håber, de snart ankommer, siger Johanne B. Tobiassen, der er formand for Qaannat Kattuffiat, og medarrangør af GM.

I går kunne omkring 50 deltagere ikke komme med flyveren til Sisimiut, hvor mesterskabet bliver afholdt. Få timer før start er det antal heldigvis faldet en smule, men det er ikke uden konsekvenser for de deltagere, som stadig venter.

- Det har selvfølgelig den konsekvens, at de ikke kan fuldføre disciplinen. Det kan påvirke deres score, fortæller hun. 

Klokken 13 begynder den første del af konkurrencen – som dog er uofficiel. Her skal børn i forskellige aldersgrupper dyste mod hinanden.

- Vi glæder os meget. Vinden er ved at lægge sig, så det skal nok blive en god oplevelse. De mindste børn skal konkurrere i Paaraarsuk, og der plejer det ikke at blæse så meget eller være så store bølger, siger Johanne B. Tobiassen.

Den officielle konkurrence begynder klokken 15, hvor konkurrenceroerne hopper i kajakkerne. Blandt deltagerne er også internationale roere fra Tyskland, USA og Danmark.