Siumut kritiserer nye regler: Frygter mindre kontrol med naalakkersuisut
Naleraq er ikke det eneste parti, som retter skyts mod formanden for Inatsisartut.
Nu er Siumut også ude med en skarp kritik mod Formandskabet for at begrænse antallet af beslutningsforslag, partierne kan få behandlet under efterårssamlingen.
Samtidig kritiserer Siumut, at spørgetimen til naalakkersuisut er blevet fjernet helt.
Ifølge Siumut betyder de nye regler, at partiernes mulighed for at føre parlamentarisk kontrol med naalakkersuisut svækkes.
Partiet skriver i en pressemeddelelse, at de har undladt at kritisere Formandskabet offentligt, men at de allerede 2. september rettede en principiel indsigelse direkte til Formandskabet, som de endnu ikke fået svar på.
Af den grund træder de nu frem og retter skarp kritik mod det parlamentariske lederskab.
Siumut må nøjes med fem forslag
Kernen i deres kritik er, hvad de mener er en ny begrænsning på, hvor mange beslutningsforslag, der kan behandles under efterårssamlingen 2026.
Siumut oplyser, at partiet afleverede 25 beslutningsforslag inden fristen.
Efter den formelle gennemgang og efterfølgende rettelser stod partiet tilbage med ni beslutningsforslag samt tre forslag med mindre tilpasninger.
Det vil sige 12 forslag, som ifølge Siumut opfyldte formkravene.
Alligevel får partiet ifølge egen opgørelse kun fem beslutningsforslag på dagsordenen.
Formandskabet har i den forbindelse anvendt d'Hondts metode til at fordele pladserne mellem partierne.
Det er netop hjemlen til denne begrænsning, Siumut nu kræver en forklaring på.
- Hvor i Inatsisartuts forretningsorden findes hjemlen til at begrænse behandlingen af rettidigt og korrekt indleverede beslutningsforslag efter en partikvote baseret på d'Hondts metode? spørger Siumut.
Partiet mener, at spillereglerne er blevet ændret, efter at fristen for at indlevere forslag var udløbet.
Kritiserer manglende inddragelse
Siumut kritiserer samtidig, at Udvalget til Forretningsordenen ikke blev indkaldt eller inddraget, før den nye praksis blev indført.
Alle partier er repræsenteret i udvalget.
Ifølge Siumut bør reglerne for medlemmernes parlamentariske rettigheder ikke ændres administrativt efter afleveringsfristen.
- Man bør ikke først ændre spillereglerne og bagefter forklare dem, skriver partiet.
Partiets kritik handler om, hvor mange af de rettidigt indleverede forslag, der faktisk får mulighed for at blive behandlet.
Ingen spørgetimer under efterårssamlingen
Siumut reagerer også på, at der slet ikke bliver afholdt spørgetimer til naalakkersuisut under efterårssamlingen.
Ifølge partiet var der seks spørgetimer under efterårssamlingen 2025 og tre under forårssamlingen 2026.
Under efterårssamlingen 2026 bliver tallet nul.
Derfor stiller Siumut spørgsmålstegn ved, om fjernelsen reelt er nødvendig for at skabe plads til flere dagsordenspunkter.
Det gælder ifølge partiet især, fordi efterårssamlingen i år er planlagt til 35 mødedage. Til sammenligning var der 31 mødedage under efterårssamlingen sidste år og 24 i 2024.
Frygter mere bureaukrati
Ifølge Siumut giver spørgetimen medlemmerne mulighed for at stille naalakkersuisut spørgsmål uden forudgående anmeldelse og få et umiddelbart svar.
Når den mulighed fjernes, kan flere spørgsmål i stedet ende som skriftlige § 37-spørgsmål.
Det kan ifølge Siumut føre til mere administrativt arbejde for både Inatsisartut og naalakkersuisut.
- Vi risikerer altså mere bureaukrati og mindre direkte parlamentarisk kontrol, skriver partiet.
Kræver svar på tre spørgsmål
Siumut kræver nu svar på tre centrale spørgsmål fra Formandskabet: Hvad er hjemlen til begrænsningen og brugen af d'Hondts metode? Hvorfor blev Udvalget til Forretningsordenen ikke inddraget? Hvorfor fjernes spørgetimen, når den normalt ligger uden for Inatsisartuts almindelige behandlingstid?
- Inatsisartut er landets øverste folkevalgte myndighed og den lovgivende forsamling, som skal føre kontrol med naalakkersuisut. Formandskabet skal værne om og styrke Inatsisartuts parlamentariske arbejde – ikke begrænse det, skriver Erik Jensen.