Forulykket fly er fundet

Siden lørdag eftermiddag har grønlandske myndigheder ledt efter et forulykket fly. Mandag formiddag er flyet fundet, oplyser Naviair.
Foto © : Irene Jeppson / KNR
27. oktober 2025 10:08

Opdateret klokken 15.05

Flyet, der forulykkede lørdag eftermiddag, er blevet fundet.

Naviair, der har stået for eftersøgningen sammen med Arktisk Kommando og Grønlands Politi, bekræfter på deres hjemmeside, at flyet er fundet mandag formiddag.

Om bord på flyet var der en enkelt person, da det forulykkede. Personen er afgået ved døden og de pårørende er underrettet.

Sagen er nu overgivet til politiet, skriver Naviair.

Grønlands Politi oplyser mandag eftermiddag, at de vil bistå Havarikommissionen med den efterfølgende efterforskning af sagen, men at det endnu ikke har været muligt at komme tæt nok på ulykkesstedet på Sermitsiaq-fjeldet, hvor flyet er fundet.

Mandag eftermiddag har naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, indenrigsanliggender og miljø, Bentiaraq Ottosen, været ude og takke myndighederne for deres store indsats under eftersøgningen og sendt sine dybeste kondolencer til de efterladte.

- Jeg vil på vegne af naalakkersuisut udtrykke mine dybeste kondolencer til de pårørende til den omkomne pilot ombord på flyet. Det er en tragisk og ulykkelig hændelse, som berører os alle dybt, udtaler Bentiaraq Ottosen i pressemeddelelsen.