Drivvåde dagligvarer er ubrugelige for folk i Tasiilaq

Varer for 250.000 til borgerne i Tasiilaq er gået tabt på grund af for varme forhold under fragten. Befolkningen lever lige nu af frysevarer og må se langt efter friske forsyninger, fortæller hotelejer i byen.
30. april 2024 15:53

Et ordsprog lyder: Hvor der handles, der spildes.

Det må de sande i Tasiilaq, efter at bestilte varer til en værdi af cirka 250.000 kroner, der skulle fylde byens kølediske, står på havnen i Reykjavik og er ubrugelige.

De i alt 20 paller med alt fra løg, pålæg, ost, æg og kartofler samt fryseprodukter er ubrugelige, fordi de i fragten fra Danmark og Island er blevet transporteret alt for varmt. Det påstår Mike Nicolaisen, der er hotelejer i Tasiilaq og er en af i alt fem virksomheder, der bestilte varer.

Han fortæller, at de forskellige paller havde en temperatur mellem 20 og 30 grader,

Bag fragten står det franske krydstogtskib Le Commandant Charcot. De har nu i flere år tilbudt borgerne i Tasiilaq at have varer med, som det første skib i sæsonen, når de sejler forbi med turister.

- Det er tredje år i år, at vi får besøg af skibet i april, og at vi allerede får forsyninger i april, det er unikt, siger han.

Årsagen er, at det franske krydstogtsskib er en isbryder, der kan sejle gennem storisen, der er ud for kysten ved Tasiilaq på denne tid af året.

Til sammenligning kommer forsyningsskibet fra Royal Arctic Line først til byen i juni.

Uansvarlig behandling

Men i år ser det ud til, at mange ting er gået galt for det franske skib. Og skibet har ifølge hotelejeren virket ligeglade, selvom de gør meget ud af at fortælle, at de gerne vil bidrage til, at borgerne i Tasiilaq får billigere varer.

Men Mike Nicolaisen er sammen med de andre virksomhedsejere rystet over skibets behandling af varerne og dem, der har brugt penge og tid på projektet. I en mail til KNR kalder de behandlingen for 'uansvarlig' og 'respektløs'.

Tilbage til start

Skibet skulle være ankommet til Tasiilaq med de friske forsyninger 18. april, men kunne ikke komme i havn på grund af is. Derfor blev den nye dato to dage senere - altså 20. april - men den dato blev igen lavet om til 22. april. 

Den nyeste opdatering lød, at skibet ville lægge til 28. april og have varerne med, så de fem virksomheder selv kunne sortere varerne og smide det ud, der ikke kunne bruges.

Men sådan gik det ikke.

I stedet for at få varerne fik Mike Nicolaisen beskeden om, at varerne var tilbage på havnen i Island og havde en temperatur på op til 30 grader ifølge hotelejeren.

- Varerne var som grød og har tydeligt stået i fugt og varme, fortæller Mike Nikolaisen. 

Tilbage står han nu med et tab på omkring 60.000 kroner.

Noget godt for byen

Det er dog ikke pengene, der betyder mest for ham i den her sag. Han ærgrer sig over, at der ikke har været en løbende kommunikation med skibet, så han vidste, hvad der skete med hans bestilling. 

Men mest er han ærgerlig over, hvad der er sket på vegne af borgerne i byen.

- Skibet ville gøre noget godt for lokalbefolkningen ved at forsøge at få friske varer billigt til byen, så det bliver billigere for lokalbefolkningen. Derfor er det ærgerligt, at det har slået fejl, siger Mike Nicolaisen.

Årsagen til, at de friske varer bliver billigere for borgerne er, at skibet tager varerne med fragtfrit. Derved kan virksomhederne også holde prisen lavere for lokalbefolkningen.

Dialog og godt samarbejde

Kommunikationen mellem skibet og virksomhederne har ifølge Mike Nicolaisen været ikke-eksisterende. Men mandag, da KNR fanger Mike Nicolaisen, fortæller han, at der skal være møde mellem chefen for bæredygtighed på skibet og virksomhederne.

Og efter det møde var Mike Nicolaisen positivt overrasket, for skibet er gået med til at kompensere virksomhedsejerne for deres tab. Om kompensationen bliver det fulde beløb, ved han dog ikke endnu.

Men for ham er det den gode tanke, der tæller, fortæller han. Derfor vil han også i fremtiden sige ja tak, hvis tilbuddet kommer igen.

Og han ser frem til senere på året at få varer fragtet med skibet, når de igen ligger til kajs i byen.

- Det her handler om kommunikation og en god dialog, og det har slået fejl den her gang, men vi vil holde den gode tone og dialogen, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, understreger Mike Nikolaisen.

KNR arbejder på at få en kommentar fra selskabet, der ejer skibet Le Commandant Charcot.