Dom i Narsaq-sagen: Tiltalte skal forblive i psykiatrisk behandling

Den 21-årige tiltalte skal modtage psykiatrisk behandling i Danmark på ubestemt tid for skuddramaet i Narsaq sidste år samt flere voldsepisoder i Anstalten i Nuuk.
Dommer og de to domsmænd i sagen om skuddramaet i Narsaq 22. marts sidste år nåede frem til, at den tiltalte skal modtage psykiatrisk behandling på ubestemt tid i Danmark. Foto © : Helle Nørrelund/ KNR
22. marts 2024 07:00

Den 21-årige mand, som sidste år skød omkring sig i Narsaqs gader og ved heliporten, modtog fredag den dom, som anklager Martin Strandby Nielsen var gået efter.

Nemlig psykiatrisk behandling på et dansk hospital. En behandling, som der ikke bliver sat en tidsbegrænsning på, fastslog dommeren under afsigelsen.

Den tiltalte blev dømt for samtlige 28 forhold, som anklagemyndigheden havde tiltalt ham for.

Allerede på retssagens første dag erkendte han sig skyldig i alle forhold. Han modtager dommen.

Foruden selve anbringelsen skal den tiltalte også betale godtgørelse og erstatning til ofrene for skuddramaet. Selve sagens omkostninger bliver betalt af staten. 

Sagen kort

22. marts sidste år begyndte en dengang 20-årig mand at skyde vildt omkring sig i Narsaq.

Han skød både mod mennesker på et tag, ind i et hus og mod en helikopter, der var ved at lande. Det skete mellem klokken 16.30 og 17.15.

Den tiltalte er nu 21 år, og han er tiltalt for 14 forsøg på manddrab. Han er kender sig skyldig.

Han er tilbageholdt i surrogat på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Derfor kører sagen i Retten i Aarhus fra mandag til fredag i denne uge.

Dermed er der sat punktum for en ugelang sag ved Kujalleq Kredsret, som helt usædvanligt blevet ført i lokaler i Retten i Aarhus.

Det skyldes, at den tiltalte i de sidste måneder har siddet tilbageholdt i surrogat på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. 

Skød mod hus, gummiged og helikopter

Skuddramaet i Narsaq skete 22. marts 2023. Det skete ifølge den dømte efter et skænderi og slagsmål med to andre mænd ved havnen to dage tidligere.

Under selve skuddramaet affyrede den dengang 20-årige mand adskillige skud fra en salonriffel mod to mænd, der var i færd med at reparere et tag på et hus.

Skuddene faldt også mod selve huset, hvor de tre beboere måtte tage flugten fra.

Umiddelbart efter fortsatte den nu dømte mand til heliporten i Narsaq og skød her efter i alt 11 personerne ombord på en helikopter, som netop var landet.

En pilot og en passagerer blev begge ramt af skud i ballen, da de forsøgte at flygte fra helikopteren. Derudover blev en anden pilot ramt af glassplinter fra et vindue i helikopteren, da det splintrede efter skud.

Også føreren af en gummiged ved heliporten blev såret af glassplinter, da ruden på maskinen gik itu, da manden skød mod den.

Den 21-årige mand blev anholdt af politiet i nærheden af heliporten. 

Efterfølgende har han siddet tilbageholdt i Anstalten i Nuuk og senere på Retspsykatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Han blev overført til Aarhus efter flere voldsepisoder i anstalten. Tilfælde, som han også var tiltalt for i retssagen. 

Under afhøringen af den 21-årige kom det frem, at han længe havde følt stor vrede og ønskede at dræbe indbyggerne i Narsaq.

Svær opvækst og psykisk lidelse

Under domsafsigelsen sagde dommeren:

- Den her sag er meget omfattende, og det, du har gjort, er meget alvorligt. Og de mennesker, som er forurettede, har fået et ar på livet.

Under retssagen kom det frem, at han har haft en opvækst med massive omsorgssvigt, herunder vold i hjemmet og selvmordsforsøg. Det var noteret i politiets journaler.

Som 17-årig kontaktede han selv kommunen og bad om at blive anbragt.

Til anklagemyndigheden har Kommuneqarfik Sermersooq dog kun kunnet oplyse få forhold om den tiltaltes opvækst, herunder at forældrene ikke har evnet at drage omsorg for ham og hans seks søskende. 

En mentalundersøgelse, som er blevet lavet efter anholdelsen, viser, at han lider af psykoser med vrangforestillinger og var psykotisk under skuddramaet i Narsaq.

Dommeren sagde:

- Det store omsorgssvigt, du har været igennem fra dine tætte relationer og fra systemet, er meget ærgerligt for dig. Det burde ikke ske for noget som helst barn. Vi håber, at du får den rette hjælp på Aarhus Universitetshospital.

I løbet af retssagen har han også flere gange tilkendegivet, at han i flere år har følt sig vred, men i dag har det godt, fordi han modtager psykiatrisk behandling i Danmark.

Han anser sin nuværende anbringelse på Retspsykiatrisk Afdeilng på Aarhus Universitetshospital som det bedste sted for ham af være anbragt.