De første 13 sorgrådgivere er nu uddannet

I september begyndte 13 studerende på et helt nyt diplommodul i sorgrådgivning ved Ilisimatusarfik. For nylig bestod alle deres eksamen og kan nu officielt kalde sig de første sorgrådgivere uddannet på universitetet.
Foto © : Privat foto
Skrevet af Irene Jeppson
30. december 2025 11:20

En af dimittenderne er Aviaja Rohmann Hansen fra Nuuk. Hun blev færdiguddannet som præst i 2005 og har siden 2006 – på eget initiativ og uden løn – etableret og drevet sorggrupper for børn. I dag arbejder hun med individuelle samtaler med børn og unge, der har mistet.

- Det har været spændende at møde folk fra andre arbejdspladser og høre om deres udfordringer og erfaringer, når de møder dødsfald i deres arbejde. Under uddannelsen har vi drøftet mange emner og fået en større forståelse for, hvad andre oplever som udfordrende, fortæller hun.

På spørgsmålet om, hvordan hun konkret vil bruge uddannelsen svarer Aviaja Rohmann Hansen: 

- Jeg vil i højere grad opfordre mine nye kolleger til at tage uddannelsen. Det er vigtige redskaber at have, når man starter som præst, siger hun.

Sorgrådgiveruddannelsen er udviklet og tilpasset grønlandske forhold i et tæt samarbejde mellem Institut for Sundhed & Natur på Ilisimatusarfik og Det Nationale Sorgcenter.

Diplommodulet henvender sig til studerende fra relevante fagområder, der ønsker at styrke deres kompetencer i rådgivning og støtte til pårørende til alvorligt syge samt efterladte efter dødsfald.