Pele Broberg: Danmark har ført indflydelsespolitik
Til trods for at Aki-Matilda Høegh-Dam (N) af to omgange har dannet parlamentarisk grundlag for en rød statsminister, mens hun var hos Siumut, vil Naleraq ikke love det samme ved dette valg.
Partiets formand, Pele Broberg, fortæller, at de hverken er røde eller blå; derimod er de orange som partifarven.
Både Siumut og Demokraatit har ligeledes fortalt, at de ikke på forhånd vil love deres eventuelle mandat til en bestemt statsministerkandidat.
Mandag fangede KNR formanden for Naleraq til et interview lige efter folketingskandidaterne var præsenteret på et pressemøde i partikontoret i Inatsisartut.
Her blev Pele Broberg bedt om kort at opridse, hvad der skal til, før Naleraq lægger stemmer til en ny dansk regering, i det tilfælde at partiet bibeholder deres mandat.
- Det er, at de ikke prøver at blande sig aktivt i Grønlands politik, som de har gjort de sidste mange år, og at de ikke piller ved vores ret til selvbestemmelse. Den er ekstremt altafgørende for vores mandat, sagde Pele Broberg.
Drop indflydelsespolitikken
Når Pele Broberg ser relationen til Danmark, så lægger han mærke til, hvordan Grønland har skullet kæmpe for indrømmelser; både under en blå og en rød statsminister.
Her nævner han Selvstyreloven som eksempel. Den blev indført under en blå regering. Senest nævner han spiralundskyldningen, som er gennemført under Mette Frederiksen som rød, socialdemokratisk statsminister.
- Det er godt nok en rød regering, eller en midteregering, der har sørget for de seneste tiltag. Men det er noget, man skulle hive ud af den, siger Pele Broberg.
Partiformanden mener, at der er stemmer i blå blok, som forsøger at binde Grønland tættere sammen med Danmark og længere væk fra retten til selvbestemmelse.
Men samme tendens ser han nu i rød blok, som den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, er en del af.
- Vi har set en meget stor indflydelsespolitik fra Danmark for at præge og styre vores regering heroppe fra dansk side.
- Det er jo så det, der gør, at vi ikke automatisk peger på den røde blok heller.
"Midtvejsvalg"
Det er ikke kun de danske politikere på hver sin side af den politiske midte, som Pele Broberg skyder med skarpt efter. Koalitionspartierne står også for skud.
Pele Broberg fortæller, at den politiske debat til dette folketingsvalg er mere afgørende, end den tidligere har været.
Det begrunder han med, at det er det første valg, siden koalitionen trådte til, og vælgerne derfor kan tage stilling til den førte politik fra naalakkersuisut.
- Nu har vi set, hvordan der er sket løftebrud på løftebrud efter Inatsisartut-valget. Samme løfter giver man nu igen, siger Pele Broberg.
- Så vi er spændt på at se, om folket køber de fire andre partiers brudte valgløfter og tager dem for gode varer igen.
Naleraq har indtil videre stillet med fire kandidater. De offentliggør først deres partiprogram på fredag; samme dag som fristen for at indstille kandidater til valget.
Er der flere kandidater på vej, som bliver offentliggjort på et senere tidspunkt?
- Det må I se på et senere tidspunkt, sagde Pele Broberg.
- Lige nu har vi præsenteret fire meget stærke kandidater, som har hver deres styrke. Det er det, der gør, at vi binder det sammen til en helhed i dag.