Chokmåling: Siumut langt større end IA
Hvis KNR målingen holder vand kan Aleqa Hammond godt bestille nye visitkort med titlen formand for Naalakkersuisut. Hun vil i fremtiden, sammen med Partii Inuit, have flertal til at danne regering. Målingen giver de to partier 52,6 % af stemmerne.
Det skal understreges at målingen på ingen måde er videnskabeligt udformet og består af stemmer fra folk, der selv har valgt at deltage i målingen, men den må givetvis have givet Kuupik Kleist grund til eftertanke. Imens IA i både HS Analyses meningsmåling og den Facebook-baserede måling Sermitsiaq har haft kørende under hele valgkampen har haft flertal, så viser denne måling noget helt andet.
Hele 1817 unikke mobiltelefoner deltog i målingen. Det svarer til 4,5 % af alle stemmeberettigede. Målingen giver Siumut 45,2 % af de afgivede stemmer. IA bliver næststørst med 32,3 %, imens Demokraterne ifølge målingen kan se frem til opbakning fra 7,9 % af de stemmeberettigede. Partii Inuit har fået 7,4 % af befolkningen med på deres politik, og Atassut ser ud til at blive det mindste parti i Inatsisartut, de kan se frem til 6,3 % af stemmerne. Som alle andre meningsmålinger op til valget ser Kandidatforbundet ikke ud til at få valgt nogen kandidater. De står til 0,9 % af stemmerne.
Tirsdag omkring midnat vil der komme vished for, om denne måling er repræsentativ for Grønlændernes politiske overbevisning, eller er et udtryk for, at der til udsendelsen blot var langt flere Siumut-tilhængere end IA tilhængere.