Forsker: Canada viser, hvad en forsoningsproces kan – og ikke kan

Naalakkersuisut og den danske regering ønsker begge en forsoningskommission, der skal undersøge Grønlands og Danmarks fælles historie, afdække fortidens ugerninger og skabe større forståelse mellem grønlændere og danskere.

- Vi bliver nødt til at få det hele frem, sagde formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, forleden i DR-programmet Deadline.

- Vi skal se på andre sager, sagde han. 

- Det er ikke slut nu, lød det fra Jens-Frederik Nielsen (D).

Også statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) har bakket op om en forsoningskommission.

I en pressemeddelelse efter offentliggørelsen af spiralrapporterne i sidste uge skrev statsministeren, at en kommission kan 'bibringe os forståelse af fortidens mørke kapitler og derved vise os vej til forsoning.'

Men hvad kan en sådan selvransagelsesproces egentlig føre til?

Et af de mest nærliggende eksempler er Canada, hvor en officiel sandheds- og forsoningskommission blev nedsat i 2008 for at undersøge historien bag – og konsekvenserne af – landets tvangskostskoler for oprindelige børn.

Erfaringen herfra er, at en forsoningsproces kan ændre et samfunds forståelse af sin egen historie og dermed også befolkningsgruppernes relation til hinanden.

Men den kan også skabe nye konflikter. Og uden konkrete forandringer risikerer forsoningen at blive ved symbolikken, fortæller en førende ekspert til KNR.

Vejen til fuld forsoning er altså ikke nødvendigvis enkel.

17 år med sandhed og forsoning

Canadas Sandheds- og Forsoningskommission fik til opgave at undersøge det tvangskostskolesystem, hvor oprindelige børn blev fjernet fra deres familier og sendt på institutioner, hvor de skulle opgive deres sprog og kultur.

Der blev afsat over 330 millioner kroner til arbejdet. Kommissionen afholdt høringer over hele landet og indsamlede vidnesbyrd fra tusindvis af overlevende.

Arbejdet kulminerede i en rapport i 2015.

Kommissionen beskrev systemet som 'kulturelt folkemord' og fremlagde ti principper for forsoning samt 94 konkrete opfordringer til handling rettet mod regeringen, kirkerne og andre institutioner.

Men ti år senere er kun 13 af de 94 handlingspunkter gennemført. Resten er enten stadig undervejs, gået i stå eller slet ikke blevet påbegyndt, ifølge CBC News' Beyond 94-tracker og Assembly of First Nations.

De anbefalinger, der er kommet længst, handler blandt andet om symboler, lovgivning og sprog, viser de forskellige opgørelser.

Langt mindre er der sket på områder som børnevelfærd, retssystemet og social ulighed.

Canada har med andre ord gjort langt mere for at fortælle sandheden om fortiden end for at ændre de magtstrukturer, der stadig præger forholdet mellem oprindelige folk og resten af befolkningen.

Det er konklusionen, når man ser på opgørelser fra CBC's Beyond 94, Assembly of First Nations og den uafhængige overbliksside Indigenous Watchdog.

'Det gode, det dårlige og det grimme'

Det er en af de centrale erfaringer fra Canada, mener forskeren Cynthia Wesley-Esquimaux.

Hun var involveret i Canadas officielle forsoningsproces og blev af kommissionen bedt om at overvære høringer, lytte til overlevendes vidnesbyrd og efterfølgende være med til at holde liv i kommissionens resultater.

I dag er hun formand for Governing Circle for National Centre for Truth and Reconciliation ved University of Manitoba, som fører tilsyn med arkivet over kommissionens vidnesbyrd og dokumenter.

Hun har også besøgt Danmark og set nærmere på forholdet mellem Grønland og Danmark.

Hendes vurdering er klar: Der mangler grundlæggende viden om hinanden.

- Det, vi har gjort i Canada – selvom det langt fra er perfekt – bekræfter behovet for at oplyse den danske befolkning om historien mellem Danmark og grønlænderne og om alt det, der blev gjort for at marginalisere og skade dem, siger hun til KNR.

- Det gode, det dårlige og det grimme er vigtigt for at kunne forstå, anerkende og rette op på de skader, der er blevet påført.

Cynthia Wesley-Esquimaux blev udnævnt til 'Honourary Witness' af Canadas Sandheds- og Forsoningskommission. Rollen blev givet til respekterede offentlige personer, som skulle lytte til vidnesbyrd, deltage i høringer og være med til at holde liv i Kommissionens resultater, efter at den var afsluttet. Foto © : Privat foto

Hun peger blandt andet på spiralsagen og forsøget på at genopdrage grønlandske børn til at tale dansk og tilegne sig danske normer og levevis.

Det er ifølge Cynthia Wesley-Esquimaux en del af dansk historie, som de færreste danskere kender til.

- Processen med at 'forsvinde' et folk er ikke ny. Jeg mener ikke nødvendigvis at dræbe mennesker, men også at ignorere dem og udelade dem fra historien, bøger, samtaler, billeder og lignende, siger hun.

Det skete også i Canada, hvor mange canadiere ifølge Cynthia Wesley-Esquimaux ikke kendte til kostskolerne eller vidste, at børn blev fjernet fra deres familier og forventedes at opgive deres sprog og kultur.

Forsoning kan gøre ondt

En forsoningsproces handler dog ikke kun om at fortælle historien. Den kan også være konfliktfyldt.

Den kan bringe vrede, sorg og skam op til overfladen.

- Det vil skabe større splittelse i begyndelsen. Det gjorde det også her i Canada, fordi det bringer skam, sorg, vantro og vrede frem i lyset, siger Cynthia Wesley-Esquimaux.

Men det er ifølge hende ikke nødvendigvis et tegn på, at processen fejler.

Tværtimod kan konflikten være en nødvendig del af den.

- Det betyder konstante samtaler og offentlig debat. Det betyder langsigtede initiativer samt støtte og hjælp til at bevæge sig fra vrede til en forståelse af, hvorfor grønlændere er sårede, og hvad man fra dansk side kan gøre ved det.

Hun peger blandt andet på undervisning, undervisningsmateriale, fejring af kultur, nye aftaler, erstatninger og undskyldninger.

Og først og fremmest på at lære kommende generationer den fulde historie.

'Nødvendigt at reparere'

Cynthia Wesley-Esquimaux mener, at danskere virker åbne over for at tale om sprog og uddannelse, men mindre villige til at tage fat på de dybere konsekvenser af kolonihistorien.

Hun savner en bredere samtale om blandt andet psykiske og følelsesmæssige skader, seksuelle overgreb, misbrug og den vrede, der stadig ulmer.

Det er også en udfordring i Canada, siger hun.

- Det er stadig en udfordring at få hjælp og støtte til de overlevende og efterkommere af overlevende, som har brug for det. Det er aldrig en nem samtale, og forsoningsprocessen viste, at der lå meget under overfladen, som havde brug for at blive hørt, forstået, accepteret og anerkendt.

Ændrede samtalen

På trods af de manglende resultater mener Cynthia Wesley-Esquimaux, at processen har haft stor betydning.

- Vi har afdækket en historie, som har ændret den måde, oprindelige folk, den øvrige befolkning og regeringen interagerer på.

Alligevel er der stadig store problemer. Oprindelige folk er fortsat overrepræsenterede i landets fængsler, og Canada kæmper blandt andet med misbrug og social ulighed.

Men forståelsen af, hvorfor problemerne eksisterer, er blevet større.

- Netop hvorfor har været og er fortsat meget vigtigt. Når man forstår, hvorfor et helt folk har svært ved at løfte sig, mindsker det fordømmelsen og gør det muligt for folk at støtte forandringer.

Det er måske den vigtigste erfaring, Canada kan give videre til Grønland og Danmark, mener hun.

Forsoning handler altså ikke kun om at blive enige om fortiden. Det handler også om at forstå, hvordan fortiden fortsat påvirker nutiden.

Synlighed er essentiel

Cynthia Wesley-Esquimaux peger også på noget, der let kan blive overset: Hvordan mennesker ser hinanden i hverdagen.

- Hvis det eneste, danskerne ser, er problemer og sammenbrud, så er det også det eneste, de kommer til at forbinde grønlændere med.

Hun mener, at grønlændere skal være synlige på langt flere måder end gennem historier om svigt og overgreb.

- Lige nu er det, folk (danskerne, red.) primært bliver gjort opmærksomme på, grønlænderes klager over den behandling, de har fået, de grusomme eksperimenter, de blev udsat for, og de (danskerne, red.) ved ikke ret meget om deres succeser eller deres kultur i Grønland.

'Hvad er et bedre tidspunkt end nu?'

Den aktuelle geopolitiske situation mellem Grønland, Danmark og USA kan få nogle til at spørge, om det er det rigtige tidspunkt at åbne endnu flere sår i Rigsfællesskabet.

Cynthia Wesley-Esquimaux mener ikke, at man bør vente et sekund mere.

- Hvad er et bedre tidspunkt end nu?

Ifølge hende vil det, der ikke bliver talt om, fortsætte med at forvolde både Grønland og Danmark problemer.

- Vi kan blive ved med at skubbe tingene tilbage i mørket, men det medfører unødvendige omkostninger, skaber vrede og mistillid og splitter befolkninger. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i vores menneskelighed for at løse vores uenigheder.

Og en dybere kulegravning af forholdet mellem Grønland og Danmark kan meget vel føre til flere krav og konflikter, erkender hun.

Men det er ikke nødvendigvis et argument imod den.

- Det, der forbliver skjult, ulmer og forsvinder aldrig. Når man bringer tingene frem i lyset, kan det skabe grundlag for et fungerende partnerskab om meget vigtige områder som land, ressourcer, alliancer, mental sundhed, beskæftigelse, uddannelse og styrkede relationer.

For Cynthia Wesley-Esquimaux er spørgsmålet derfor ikke, om Grønland og Danmark skal tage de svære samtaler.

Det er, hvad de gør, når sandheden først er kommet frem.

- Jo mere man skændes, jo mere man benægter fortiden, jo mere man ignorerer, og jo mere man bebrejder hinanden uden at gå på kompromis, desto mere ødelagt bliver relationen – og desto mere mister man den oprigtige viden og forståelse om hinanden.

Cynthia Wesley-Esquimaux taler ikke kun ud fra sin forskning.

Begge hendes forældre er ofre for Canadas kostskolesystem og tilbragte tilsammen 20 år på institutionerne. Begge blev udsat for overgreb og skader, og hun oplevede selv konsekvenserne.

- Det er noget, der går i arv mellem generationer, og det forsvinder ikke bare, fordi man ignorerer eller benægter det.

- Vi har alle stadig meget arbejde foran os.