Canada, Frankrig og Arktisk Kommando inviterer til besøg på skibe i Nuuk

Styrker fra Canada, Frankrig og Danmark har de seneste dage været på øvelse i Grønland. Og tirsdag kan befolkningen komme på besøg på skibene i Nuuk.
Arkivfoto fra tidligere års operation Nanook i Canada. Foto © : Inuvik Photos/Creative Commons
Skrevet af Emil Weis
01. september 2026 11:14

Det er nu muligt for interesserede borgere i Nuuk at komme på besøg på danske og canadiske militærskibe og kystvagtsskibe. 

De to lande vil nemlig holde ‘åbent skib’ tirsdag den 1. september mellem klokken 15 og 18. Det sker ved Qeqertanut havn i Nuuk. 

Det skriver Arktisk Kommando i en pressemeddelelse. 

Skibene, der også tæller den canadiske flådes HMCS Robert Hampton Gray og den franske flådes Fulmar, vil ligge i havnen fra mandag til onsdag. 

Besøget sker som et led af en større træningsøvelse, der siden den 27. august har været i Grønland.

Operation Nanook 

Arktisk Kommando har sammen med flåden fra Canada og Frankrig både trænet beskyttelse af kritisk infrastruktur og fiskeriinspektion i de seneste par dage i Grønland. 

Det er sket som en del af øvelsen Operation Nanook Tuugaalik. 

- Det internationale samarbejde er en central del af sikkerheden og beredskabet i Arktis. Store afstande, barske vejrforhold og sårbare miljøer betyder, at ingen nation kan løse alle opgaver alene, skriver Arktisk Kommando i pressemeddelelsen: 

- Derfor træner partnerne fælles procedurer, kommunikation og praktisk samvirke, så ressourcer fra flere lande kan indsættes effektivt, når der er brug for dem.

Udover de to skibe fra Canada og Frankrig, har et dansk inspektionsskib i Thetis-klassen deltaget, og det samme har et Dash-8 fly og skibet CCGS George R. Pearkes fra den canadiske kystvagt. Og det er de to skibe, man kan besøge.

Øvelsen er en del af en større canadisk øvelse, der også omfatter øvelser i canadisk farvand, hvor USA også har deltaget.