B-67 vinder pokalturnering i futsal

Grønlands Boldspilunions nye pokalturnering Super Cup blev afsluttet med et brag af en kamp søndag aften.
Skrevet af Noah Mølgaard
28. oktober 2024 11:37

- Hvis du kan lide futsal, så er det denne kamp, du skal se.

Sådan sagde den spillende træner hos IT-79 fra Nuuk, Malik Mikaelsen. Ordene faldt under finalepausen søndag aften i pokalturneringen Super Cup i indendørs fodbold futsal.

Turneringen blev afsluttet foran mange tilskuere i multihallen Inussivik i Nuuk og hjemme i stuerne via KNR.

Finalen stod mellem B-67 fra Nuuk og Nagdlúnguak fra Ilulissat, der lørdag også mødte hinanden.

Lørdag blev det til en sejr til B-67 på 9-0. Men der kom stærkere modstand i finalen søndag.

- Nagdlúnguak er altid i udvikling, selvom de ikke har så mange muligheder for at møde andre hold i forhold til os, fortalte spillende træner for B-67 Patrick Frederiksen til KNR efter finalen.

B-67 vandt finalen med 7-3, hvor de trak fra i slutningen af kampen efter et jævnbyrdigt opgør.

Ungdom viser fremgang

Patrick Frederiksen føler også, at de udover pokalen fik sportsligt udbytte af deres deltagelse i Super Cup. Især de unge spillere viste gode takter.

- De har vist godt spil overfor os. Men de har også vist overfor landstræneren, at de kan bidrage. De kæmper, tager ansvar og viser mod, siger en stolt Patrick Frederiksen om deres unge spillere.

Og selvom det ikke blev finalesejr, så føler Nagdlúnguak også, at de fik udbytte fra deres deltagelse i Super Cup.

- Vi føler altid fremgang, når vi er til landsholdssamlinger og det samme ved grønlandsmesterskaber, hvor vi føler fremgang i løbet af den uge GM varer, siger Lars Erik Reimer.

- Vi har også følt fremgang under Super Cup. Så jeg kan forestille mig, at niveuaet til GM bliver endnu højere, siger Lars Erik Reimer.

IT-79 fra Nuuk sluttede på tredje pladsen, mens finalisterne fra det seneste GM Young Guns Futsal sluttede på fjerdepladsen.