Arktiske NATO-allierede enige om tættere samarbejde om sikkerhed

Udenrigsministre i de arktiske stater mødtes i dag til et møde i Helsingborg. Her blev de enige om at styrke samarbejdet.
Udenrigsministermøde i Helsingborg mellem de Arktiske stater. Her deltog Múte B. Egede (IA) på vegne af Grønland. Foto © : Julia Demaree Nikhinson/AFP/Ritzau Scanpix
22. maj 2026 16:01

Artiklen er opdateret den 23. maj med præciseringer. Før stod der "arktiske lande" i rubrikken. Det kan være misvisende og er derfor ændret til "nato-allierede".

De syv arktiske allierede har i dag vedtaget en fælleserklæring om sikkerhed i Arktis.

Det sker efter et udenrigsministermøde i Helsingborg mellem de arktiske stater Kongeriget Danmark inklusiv Grønland og Færøerne, Canada, Island, Finland, Norge, Sverige og USA.

Her mødtes de for at drøfte sikkerhedsudfordringer, økonomiske muligheder og indsat for en mere sikker region.

- Arktis er hastigt ved at udvikle sig til et område med stigende geopolitisk strategisk betydning. Med Ruslands øgede militære aktivitet og Kinas voksende strategiske interesse søger vi at styrke stabiliteten i Arktis.

- Vi styrker vores militære tilstedeværelse, overvågningsevner og fælles træning i Arktis og det høje nord. Det gør vi på en koordineret og afbalanceret måde, står der i fælleserklæringen.

KNR har selv oversat dele af erklæringen til dansk og grønlandsk. Der er dermed ikke tale om en officiel oversættelse, da erklæringen fremgår på engelsk.

Danmarks fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio i samtale. Foto © : Julia Demaree Nikhinson/Reuters/Ritzau Scanpix

Samtidig er landende enige om at styrke dialogen om sikkerhedsudfordringerne.

- Med nye muligheder, der åbner sig, og nye udfordringer, der opstår, er tæt samarbejde om arktisk sikkerhed og økonomisk udvikling mellem vores lande vigtigere end nogensinde - efterhånden som Europa og Canada påtager sig et større ansvar for afskrækkelse og forsvar i hele regionen, lyder det fortsat i fælleserklæringen.

Vigtigt at være tilstede

På mødet har landene også givet eksperter til opgave at koordinere tættere om spørgsmål som forskningssikkerhed, investeringsscreening og beskyttelse af kritisk infrastruktur.

Der står fortsat:

- Vi ser frem til fortsat at arbejde sammen for at opnå vores fælles mål om et sikkert, velstående og fredeligt Arktis.

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), deltog i mødet i Helsingborg.

- Arktis er kommet højt på den sikkerhedspolitiske dagsorden, og det er derfor vigtigt, at NATO’s fokus og rolle i regionen styrkes. Grønland ønsker at bidrage aktivt til at sikre, at udviklingen sker med respekt for den arktiske regions unikke forhold og befolkninger, udtaler han i en pressemeddelelse fra naalakkersuisut.

- Vi har drøftet, hvordan vi i fællesskab og i de rette fora kan samarbejde om blandt andet en styrket og koordineret militær tilstedeværelse, større økonomisk udvikling og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Det er alle emner med relevans for den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis, udtaler Múte B. Egede fortsat.

Naalakkersuisoq deltog sammen med Danmarks fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Færøernes landsstyremedlem for udenrigs- og fiskerianliggender Bárður á Steig Nielsen. 

Mødet kommer i kølvandet på en begivenhedsrig uge i Nuuk, hvor USA’s særlig udsending Jeff Landry og USA’s ambassadør Ken Howey har besøgt hovedstaden i forbindelse med konferencen Future Greenland.

Torsdag åbnede USA deres nye konsulat i Nuuk. Det blev mødt med en stor demonstration i hovedstaden.

I et interview med KNR sagde Ken Howery, at USA ikke vil bruge magt i Grønland.

- Præsidenten har taget brugen af magt af bordet. Fremtiden for Grønland er noget, grønlænderne selv skal beslutte, sagde ambassadøren.