Arktisk Pakke 2 er faldet på plads

Fredag eftermiddag har Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt, præsenteret den længe ventede Arktisk Forsvarspakke 2 aftale sammen med den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.
Foto © : Marie Kuitse / KNR
10. oktober 2025 16:27

Den militære oprustning af Grønland fortsætter. Det ses tydeligst i dag, hvor den længe ventede Arktisk Forsvarspakke 2 blev præsenteret.

I aftalen lægges der op til at anskaffe alt fra nye patruljefly til droner og yderligere to arktiske skibe.

Under præsentationen af aftalen udtalte Vivian Motzfeldt:

- Delaftale to om Arktisk og Nordatlanten hænger sammen med den aftale, vi indgik tidligere på året.

Til det supplerede den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, med, aftalen er en historisk aftale.

- Aftalen dækker hele kongeriget til lands, til vands og i luften, og det er en nødvendighed med den sikkerhedspolitiske situation, som udvikler sig hele tiden, sagde han.

Ministeren fortalte under pressemødet, at Rusland prioriterer Arktisk, og derfor er det også en prioritet for rigsfællesskabet.

- Aftalen understreger, at vi står sammen i kongeriget og viser, at vi står stærkt i hele kongeriget, sagde Troels Lund Poulsen.

Ud over at der skal anskaffes mere forsvarsmæssigt isenkram, så bliver der også sat penge til et nyt hovedkvarter i Nuuk til Arktisk Kommando samt et nyt søkabel, der skal styrke den grønlandske infrastruktur. Og en udvidelse af havnene i Nuuk og Kangerlussuaq. 

Det står der om Grønland i aftalen

  • Der skal anskaffes yderligere to arktiske skibe.
  • Anskaffelse af maritime patruljefly.
  • Isbryder (ikke konkret i hvilken form).
  • Radarkapacitet.
  • Droner.
  • Nyt hovedkvarter til Arktisk Kommando i Nuuk.

I aftalen er der også blevet plads til to nye arktiske skibe, så forsvaret kommer til at råde over i alt fem skibe, fortæller de to ministre.

Sikkerhed om søkabler

Toke Binzer, chef for Tusass, har tidligere fortalt til mediet Sermitsiaq, at landet er i risiko for sabotage. 

Det skyldes at internet og kommunikation leveres gennem to søkabler, som er i fare for at blive kappet over i hybride angreb.

I den nye aftale afsætter Danmark tre milliarder kroner til at etablere et nyt søkabel og dermed styrke infrastrukturen. Søkablet skal gå mellem Grønland og Danmark.

  - Det har været meget vigtigt for os at inddrage absolut nødvendig infrastruktur i denne forsvarsaftale. Derfor er vi meget glade for, at vores sårbare infrastruktur er en del af aftalen, så den bliver mere robust, siger Vivian Motzfeldt.

I alt har Arktisk Pakke 2 et budget på 27,4 milliarder kroner, som Danmark skal betale, da Danmark er ansvarlig for forsvarsområdet.