Arktisk Festival i weekenden: UFO’er, tatoveringer og kunst på programmet
Vil du se filmklip fra fortidens ekspeditioner, høre om ufo-fænomen i Sydgrønland eller blive klogere på inuittatoveringer og maskedans?
For fjerde gang løber Arktisk Festival af stablen på Nordatlantens Brygge i København. Det sker denne weekend, hvor der er noget “hot” på programmet for både børn, unge og voksne. Det fortæller Kim Falck-Petersen, der arbejder ved Grønlands Repræsentation og er en del af styregruppen bag festivalen.
- Arktis er blevet hot, plejer vi at sige. Ikke kun når vi taler om klimaforandringer. Det er blevet enormt populært, og den bølge rider vi med på, siger han.
I år vil festivalen sætte spotlys på grønlandsk kunst, fortæller Kim Falck-Petersen fortsat.
Her kan man blandt andet opleve en samtale mellem to af tidens populære kunstnere, Martin Brandt Hansen og Inuuteq Storch.
- Vi synes, at det er enormt vigtigt at sætte fokus på moderne kunst fordi, vi gerne vil give plads til den yngre generation af kunstnere. Ikke fordi at de unge grønlandske kunstnere har brug for vores hjælp. De klarer sig fantastisk ude i verden.
- Men vi giver dem alligevel platform her på Arktisk Festival for at sætte fokus på, hvad grønlandsk kunst anno 2024 er, siger Kim Falck-Petersen.
Forventer tusindvis af besøgende
Sidste var der 4000 mennesker, der lagde vejen forbi Nordatlantens Brygge. Og det samme antal forventer Kim Falck-Petersen vil tage del i festivalen igen i år. Der kommer nemlig flere og flere besøgende for hvert år, der går, fortæller han.
For styregruppen bag festivalen er det også vigtigt, at de to dage byder på lidt for enhver smag.
Derfor er der både grønlandskundervisning, byvandring, foredrag og underholdning på programmet.
- Jeg plejer at have det mantra, at Arktisk Festival skal henvende sig til alle. Det er både de ældre, voksne, unge, og børn, siger Kim Falck-Petersen.
Man kan se, hvad festivalen byder på her.