Aqissiaq Nuka Semsen var tæt på selvmord. Nu hjælper han andre med at overleve

Aqissiaq Nuka Semsen bruger sine egne erfaringer til at skabe håb og bryde tavsheden om selvmord. Færre skal kæmpe alene, siger han.
Et billede fra filmen Life on the Edge, baseret på Aqissiaq Nuka Semsens liv og hans kamp mod selvmord. Foto © : Privat
31. maj 2025 10:00

Selvom lyset er vendt tilbage, fylder mørke tanker hos flere i de her dage. I øjeblikket er der nemlig en stigning i anmeldelser relateret til selvmord her i landet. For Aqissiaq Nuka Semsen, der er konsulent i selvmordsforebyggelse, kommer de mange anmeldelser ikke som en overraskelse.

- Vi ser ofte en stigning i selvmord og selvmordsforsøg i foråret og efteråret. Det er naturligvis dybt tragisk, men desværre ikke uventet, siger han.

Efter personligt at have oplevet selvmord i sin nærmeste omgangskreds og selv kæmpet med mørke tanker, har han valgt at bruge sine erfaringer til at hjælpe andre. 

Hans arbejde og personlige rejse er portrætteret i dokumentarfilmen Life on the Edge, der åbnede Nuuk International Film Festival sidste år.

- Når tankerne dukker op, ved jeg nu, hvordan jeg skal udtrykke mig og tale med mine nærmeste. Det er ikke nemt, men det hjælper, fortæller han.

Behov for mere end telefonrådgivning

Tusaannga, den døgnåbne rådgivningslinje, oplevede i sidste uge et markant stigende antal henvendelser. Det betød, at ikke alle opkald og beskeder kunne besvares med det samme. 

Men ifølge Aqissiaq Nuka Semsen er det ikke nok med telefonisk rådgivning alene.

Akut behov for hjælp

Hvis du har akut behov for hjælp, skal du kontakte politiet på 70 14 48.

Hvis du eller en anden person er i umiddelbar fare - eksempel hvis nogen er i gang med at begå selvmord eller truer med at begå selvmord - er det vigtigt at handle hurtigt og ringe til politiet med det samme. Der er altid hjælp at finde. Læs mere her.

- Det er godt, at Tusaannga findes, og jeg er taknemmelig for indsatsen. Men vi grønlændere har ofte brug for at mærke fysisk nærvær. Kropssprog og tilstedeværelse betyder meget, når man skal tale om svære ting, forklarer han.

 Ifølge ham, er der derfor brug for flere rådgivere, som kan være fysisk til stede, siger han.

Åbenhed forebygger

For Aqissiaq Nuka Semsen, handler det i høj grad om at bryde tavsheden og tabuet omkring selvmord.

- Så længe vi ikke taler åbent om selvmord, kommer vi ikke videre. Vi skal turde tage debatten, også selvom det er svært. Når vi tier, virker det som om, vi accepterer det, siger han.

Han nævner et eksempel fra Qaanaaq, hvor man i 2023 satte fokus på selvmordsforebyggelse gennem lokale debatter og initiativer – og det år blev der ikke registreret et eneste selvmord i byen.

- Det viser, at det virker, når vi taler om det, siger han.

Et fælles ansvar

Naalakkersuisut lancerede i november sidste år en strategi for forebyggelse af selvmord, kaldet Qamani. Aqissiaq Nuka Semsen blev i den forbindelse hædret som en ildsjæl for sin indsats i arbejdet med selvmordsforebyggelse.

Han er selv glad for strategien, men understreger, at det kræver handling og flere ressourcer for at gøre en reel forskel.

- Strategien er god, men den kræver, at vi er flere, der arbejder aktivt med forebyggelse – ikke bare på papir, men i praksis. Jeg håber, at flere vil engagere sig, siger han.

Men det er ikke kun politikernes ansvar, påpeger han. Det er en fælles kamp om – ingen skal kæmpe alene.

- Hvis du ved, at nogen er i fare for at begå selvmord, så reager. Sig noget. Gør noget. Det kan redde liv, siger Aqissiaq Nuka Semsen, som i disse dage er i Nanortalik for at undervise i selvmordsforebyggelse.