Anstalten i Sisimiut er ramt af skimmelsvamp og asbest

Hovedpine, vejrtrækningsbesvær og udslæt — det er hverdagen for de anbragte i anstalten i Sisimiut siden januar.
Ifølge en talsperson for de indsatte – som ønsker at være anonym – har både skimmelsvamp og asbest i bygningen påvirket deres helbred siden januar.
- Det er barsk. Jeg kom her den 9. januar, og allerede inden for en uge begyndte jeg at få udslæt på hænderne. Når jeg trak vejret, kunne jeg mærke det i lungerne, og jeg fik næsten dagligt hovedpine, fortæller han og fortsætter:
- Vi er flere her, der får hovedpine, hoster og har det dårligt – det er virkelig ubehageligt, siger talspersonen for de anbragte.

Under renovering af toiletfaciliteterne i anstalten blev der fundet både skimmelsvamp og asbest. Selvom der er blevet renoveret, påvirker det altså stadig de anbragte:
- Folk kommer stadig herind – håndværkere, rørarbejdere og murer – og også personale, som kommer for at inspicere uden beskyttelsesudstyr, og så slæber de støvet med ud igen, siger han.
En alvorlig situation
Efter fundet af skimmelsvamp og asbest er de anbragte begyndt at indgive klager siden januar.
– Den 31. januar skrev vi en samlet klage, hvor vi beskrev vores helbredsproblemer. For nyligt har vi sendt endnu en klage, siger talsmanden.
KNR har forsøgt at få et interview med Kriminalforsorgen i Grønland, men de svarer skriftligt:
– I den forbindelse har det været nødvendigt at reducere antallet af indsatte med en tredjedel for at sikre, at de indsatte har adgang til bad og toiletfaciliteter, skriver Kriminalforsorgen i Grønland i et skriftligt svar.

Men at de resterende anbragte ikke er blevet midlertidigt flyttet til andre steder, møder kritik fra formanden for forsvarerforeningen i Grønland, Tom Ostermann.
– Jeg mener ikke, det er acceptabelt. I andre institutioner som skoler eller arbejdspladser bliver sådanne bygninger lukket ved fund af skimmelsvamp eller asbest. Det her er en alvorlig sag, siger han.
Renoveringen forsinket
Tom Ostermann kritiserer desuden Kriminalforsorgen for ikke at have handlet mere resolut.
– Det er stærkt kritisabelt, at personer, som allerede er frihedsberøvede, skal opholde sig i rum med begrænset luftcirkulation og sundhedsskadelige omgivelser, siger han.
Både anbragte og ansatte er blevet tilbudt sundhedstjek, men de anbragte har endnu ikke hørt noget efter at have udfyldt de nødvendige formularer, fortæller talsmanden.

Selvom renoveringen begyndte i januar, og oprindeligt skulle være færdig ved udgangen af juni, er arbejdet blevet forsinket.
– Renoveringsarbejdet forventes at være gennemført i uge 33, oplyser Kriminalforsorgen i et skriftligt svar.