Medie: Amerikanere køber hus til Jørgen Wæver - selv afviser han

Jørgen Wæver Johansen svarer nu på Weekendavisens historie om huskøb med amerikanske forretningspartnere.
Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Markus Valentin
16. september 2026 11:18

Jørgen Wæver Johansens amerikanske forretningspartnere har brugt 5,4 millioner kroner på at købe et nyt hus til ham.

Det skriver mediet Weekendavisen.

Sidste år købte amerikanske Greenland Development Partners sig ind i Jørgen Wæver Johansen og Svend Hardenbergs selskab, Greenland Water Bank.

Weekendavisen skriver, at de har kvitteringen for hussalget, der viser, at det amerikanske selskab har overført 823.000 dollar fra deres adresse i New York til den tidligere ejer.

Selv afviser Jørgen Wæver Johansen i et skriftligt svar til KNR, at amerikanerne har købt huset.

Ifølge Sermitsiaq.AG er det Jørgen Wæver Johansens firma, Inuit Properties Greenland, som står på skødet. Han ejer 100 procent af selskabet.

Til KNR skriver Jørgen Wæver Johansen, at der er tale om en erhvervsejendom.

Det er alment kendt, at der er udfordringer med at finde overnatningsmuligheder i sommerperioden i Nuuk. Jørgen Wæver Johansen forklarer, at investeringen i ejendommen er en konsekvens af dette.

- Formålet er enkelt: at sikre, at vore medarbejdere og samarbejdspartnere har adgang til trygge og pålidelige overnatningsmuligheder, når de arbejder i Nuuk, skriver Jørgen Wæver Johansen til KNR.

Greenland Water Bank og forbindelsen til Trump

Ronald Lauder er investor i firmaet Greenland Investment Group, som er blevet medejer af Greenland Water Bank.

Han var manden, der, ifølge den journalistiske bog 'The Divider', gav Donald Trump idéen om at købe Grønland.

Finans har beskrevet, at Ronald Lauder rejste til Nuuk sidste år for at holde møde med borgmester Avaaraq Olsen (IA).

Her ønskede han at finde ud af, hvordan han 'bedst kunne bringe eventuelle økonomiske investeringer i spil, så de gav mening for lokale'.

Med til mødet var den amerikanske bestyrelsesformand i Greenland Water Bank, Josette Sheeran.

KNR afslørede, at Svend Hardenberg, som ligeledes er bestyrelsesmedlem, indgik et samarbejde med amerikaneren Drew Horn om at oprette et datacenter i Kangerlussuaq.

Drew Horn var under Donald Trump første præsidentperiode en af lederne i arbejdsgruppen The Greenland Policy Coordination Committee.

Arbejdsgruppen havde til formål at accelerere Grønlands selvstændighedsudvikling i en retning, der ville øge landets afhængighed af USA. Det afslørede mediet The New Yorker.


Erhvervsejendom på grønlandske hænder

Hvis udlændinge vil købe ejendomme i Grønland, kræver det dispensation fra selvstyret, medmindre vedkommende har boet og betalt skat i Grønland i to år.

Jørgen Wæver Johansen skriver til KNR, at han hæfter for boligen.

- Investeringen er struktureret på almindelige kommercielle vilkår gennem en kombination af egenkapital og sikrede, rentebærende lån, som skal tilbagebetales. Jeg har påtaget mig både gælden og forretningsrisikoen.

- Ejendommen vil blive drevet erhvervsmæssigt, herunder til korttidsophold. At investere i nødvendig kapacitet dér, hvor efterspørgslen åbenlyst overstiger udbuddet, er præcis den slags praktiske investeringer, Grønland har brug for.

Derudover nævner han, at hans forretningssamarbejde med amerikanske Greenland Development Partners er velkendt.

Amerikansk samarbejde

Det nye medejerselskab, Greenland Development Partners, har Ronald Lauder med som investor. Det kunne mediet Politiken afsløre.

Ronald Lauder var manden, der, ifølge den journalistiske bog 'The Divider', gav Donald Trump idéen om at købe Grønland.

Ti dage før Politiken udgav deres historie i november sidste år rejste Ronald Lauder til Nuuk for blandt andet at holde møde med borgmester Avaaraq Olsen (IA).

Her ønskede han at blive klogere på, hvordan han 'bedst kunne bringe eventuelle økonomiske investeringer i spil, så de gav mening for lokale'.

Her ses Ronald Lauder, som ifølge flere kilder var manden, som gav Donald Trump idéen om at købe Grønland. Foto © : Don Emmert/AFP/Ritzau Scanpix

Sidste år fortalte Jørgen Wæver Johansen til KNR, at han i næsten ti år har forsøgt at finde udenlandske samarbejdspartnere til sit selskab.

I 2023 - før Donald Trump blev genvalgt - satte den grønlandske repræsentation i USA ham og Svend Hardenberg i kontakt med Josette Sheeran.

Josette Sheeran var med på mødet med Avaaraq Olsen og Ronald Lauder. Hun er i dag bestyrelsesformand i Greenland Water Bank.

Kommuneqarfik Sermersooq kommenterede på mødet til mediet Sermitsiaq.

- Det skal påpeges, at et møde ikke i sig selv indebærer tilslutning til de synspunkter eller interesser, som den besøgende repræsenterer, skrev kommunen.

Ud over at Josette Sheeran arbejder sammen med Ronald Lauder, har hun et bredt C.V. med mange internationale forbindelser.

Jørgen Wæver Johansen fortalte sidste år til KNR, at det netop er på grund af hendes erfaring og netværk, at de har oprettet et samarbejde. Selskabet ønsker at få adgang til det internationale marked.

Danske dobbeltstandarder

Debatten om amerikanske forretningsforbindelser fik sidste år Naaja Nathanielsen (IA), daværende naalakkersuisoq for erhverv, til at komme Jørgen Wæver Johansen i forsvar.

Hun mente, at de danske medier grundløst antydede, at amerikanerne forsøger at købe sig politisk indflydelse gennem investeringen i hans selskab.

Herefter henviste hun til, at Grønland - ligesom Danmark - er en åben økonomi, hvor andre lande gerne må investere i erhvervslivet.

Jørgen Wæver Johansen fortalte ligeledes til KNR, at han så debatten som et udtryk for dansk dobbeltstandard.

Også Grønlands Erhverv har i sommer været ude at sige, at der ifølge den officielle politik ikke er noget galt i at samarbejde med amerikanske virksomheder.