'Aldrig været mere vanskeligt' – naalakkersuisut ruster sig til pres udefra
Tidligere i dag udtalte formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, sig om den nye holdopstilling, naalakkersuisut præsenterede under dagens forårssamling.
Jens-Frederik Nielsen fortalte, at koalitionspartierne har sammensat en gruppe naalakkersuisutmedlemmer, som sikrer, at ‘koalitionen står så stærkt som muligt.’
Garvede hænder
Formanden fremhævede blandt andet, at den nye naalakkersuisoq for finanser tidligere har stået i spidsen for selvsamme departement.
- Han har kendskab til det, og så har han stor erfaring, udtalte Jens-Frederik Nielsen om Aqqaluaq B. Egede (IA).
Til et spørgsmål om, hvorfor der er oprettet et departement for beredskab, svarede Jens-Frederik Nielsen:
- Spørgsmålet om beredskab er kun blevet større i de seneste år. Beredskabssamarbejdet med Danmark og andre lande blev også løbende styrket sidste år, da vi blev presset sidste år. Derfor er det et ansvar, der bliver større. Vi kan også alle se, at vi skal være beredte i samfundet.
Modstå udefrakommende pres
Formanden fremhævede også udenrigsanliggender som et område, hvor der er sket en markant rokade.
Midt i krisen med USA indtager Múte B. Egede (IA) nemlig Vivian Motzfeldts forhenværende post som naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender. Samtidig overtager han erhverv og råstoffer fra Naaja H. Nathanielsen:
- Den nye naalakkersuisoq for udenrigsanliggender skal løfte et stort ansvar. Især i denne tid i denne utrygge verden - en verden med krig - som vi lever i, så er der udsigt til, at denne naalakkersuisoq får usædvanlig travlt. Men der er ingen tvivl om, at han kan løfte ansvaret.
- Hvis vi ser på, hvordan det er nu, så er departementet for udenrigsanliggender meget vigtig. Der er et stort pres udefra, og det forpligter os i at intensivere forhandlinger med andre lande. Derfor er det naturligt, at det falder hos én i samarbejdet, der har stor erfaring, og som tidligere har løftet et stort politisk ansvar.
Jens-Frederik Nielsen kom også ind på, hvor stor indflydelse Donald Trumps gentagne udmeldinger har på grønlandsk indenrigspolitik:
- Det har en stor indflydelse. Nogle siger, at nogen udefra ikke prøver at lægge pres på os, at der ikke er nogen, der vil gøre os fortræd. Men realiteten er, at det aldrig har været mere vanskeligt.