Aki-Matilda truer med at trække støtten til den danske regering

Naleraq-politikeren kalder forsvarsaftalen et brud på tilliden, men i Danmark vurderes det, at hendes udmelding næppe får politiske konsekvenser.
Aki-Matilda Høegh-Dam Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Markus Valentin
15. oktober 2025 17:06

- Det er et afgørende brud i tilliden. Og jeg kan ikke se mig selv forsvare og støtte regeringen længere, hvis de ikke laver det her om med det samme.

Sådan udtalte Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) til KNR i mandags. Svaret var en reaktion på den nye forsvarsaftale mellem naalakkersuisut og den danske regering, Arktisk pakke 2.

Oppositionspolitikeren mener, at en ny orlogskaj i Nuuk til Forsvarets skibe kommer til at bringe nuummiut i fare i tilfælde af krig.

Aki-Matilda Høegh-Dam er for øjeblikket på orlov fra sit arbejde i Folketinget. Men hvis ikke kajen bliver fjernet fra aftalen eller placeret et andet sted, så får det konsekvenser, når hun er tilbage i Danmark efter efterårssamlingen.

Lars Trier Mogensen er til daglig politisk analytiker for mediet Information. Selvom det vil svække den danske regering, hvis Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) trækker støtten, så ser han det som yderst usandsynligt, at hun vil kunne være med til at vælte den danske regering. Foto © : Kim MatthÄi Leland/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

KNR har talt med Lars Trier Mogensen, der er politisk analytiker for mediet Information.

Han fortæller, at den danske regering lige nu kun har flertal sammen med de grønlandske og færøske folketingsmedlemmer.

Alligevel vurderer han, at det ikke kommer til at få den store betydning, hvis Aki-Matilda Høegh-Dam trækker støtten.

Det skyldes særligt, at der er bred enighed i Danmark om forsvarspolitikken. Derfor vil oppositionen ikke vælte regeringen på grund af aftalen med Grønland - selvom de i princippet er imod regeringen.

- På den måde er det altså en lidt tom trussel for hende, vil jeg sige, fortæller Lars Trier Mogensen.

Kan ikke vælte regeringen

Men det kan ikke helt udelukkes, at der skulle opstå en situation, hvor Aki-Matilda Høegh-Dam ville have den afgørende stemme, selvom det er meget usandsynligt.

Hvis det en dag skulle være tilfældet, bliver det nødt til at ske på baggrund af en sag, der omhandler en dansk krise for regeringen, der ikke har med Grønland at gøre.

- Det vil kræve en sag, hvor både højrefløjen, venstrefløjen og samtlige løsgængere ville kunne forene sig, fortæller Lars Trier Mogensen.

Vivian Motzfledt (S), naalakkersuisut for udenrigsanliggender, har som repræsentant for naalakkersuisut forhandlet den nye Arktisk pakke 2 sammen med den danske forsvarsminister. Men både hendes egen formand, Aleqa Hammond (S), samt Naleraq har kritiseret hende for ikke at inddrage partierne og befolkningen nok i processen. Foto © : Markus Valentin / KNR

Aki-Matilda kan vel hypotetisk set altid stille et mistillidsvotum til regeringen. Og vil oppositionen så ikke defacto være på hendes side?

- Det er ikke nok, at hun bare fremstiller et mistillidsvotum. Hun skal have en begrundelse, der er stærk nok, og det tror jeg ikke, forsvarsaftalen vil være.

Aktuelt er der fem folketingsmedlemmer, som siden valget har meldt sig ud af deres parti og er løsgængere. De kan derfor selv beslutte, hvad de vil stemme.

Lars Trier Mogensen fortæller, at selv hvis situationen skulle opstå, hvor Aki-Matilda Høegh-Dam ville kunne få oppositionen til at erklære mistillid til regeringen, så er det ikke sikkert, at løsgængerne ville gøre det samme.

- Det vil betyde, at løsgængerne var færdige som politikere. Der kunne godt være nogle af dem, der stemmer imod, fordi de gerne vil have løn et halvt år mere.

Naleraq bringer nye tider

Der skal senest afholdes et nyt folketingsvalg 31. oktober næste år. Under sidste valg vandt Aki-Matilda Høegh-Dam en plads, da hun stillede op for Siumut.

Hvis Naleraq formår at vinde deres plads ved det næste valg, så vurderer Lars Trier Mogensen, at det kan få betydning for den næste regering i Danmark.

Som det er nu, så er der tre venstreorienterede mandater for Grønland og Færøerne, som støtter regeringen, og ét højreorienteret færøsk mandat, som er imod.

Og Lars Trier Mogensen udelukker ikke, at Naleraq kan finde på slet ikke at støtte en dansk regering - uanset partifarve.

- Jeg vil antage, at Naleraq ikke nødvendigvis vil gå ind og støtte en dansk statsminister i det hele taget.