Aki-Matilda Høegh-Dam melder sig ud af Siumut

Efter et par dages spekulationer er det officielt. Aki-Matilda Høegh-Dam melder sig ud af Siumut.
Aki-Matilda Høegh-Dam sidder i Folketinget for Siumut. Foto © : Scanpix
07. februar 2025 15:02

Aki-Matilda Høegh-Dam har i de seneste dage været i clinch med partitoppen i Siumut. Hun mener nemlig, at Siumut tøver på vejen mod et selvstændigt Grønland. 

Nu melder hun sig ud af partiet, skriver hun i en mail til KNR.

- Det er ikke en nem beslutning, så jeg vil reflektere over det i weekenden, skriver hun.

Hun skriver ikke, om hun vil melde sig ind i et andet parti.  

KNR har forsøgt at få en kommentar fra hende, men det har ikke været muligt. 

I mailen beder hun om ro og fred. Hun skriver: 

"Jeg informerer om, at jeg har officielt meldt mig ud af Siumut-partiet og dets ledelse. Da det ikke er en nem beslutning, vil jeg tage mig tid til at reflektere indtil slutningen af denne uge.

Jeg har mange tanker lige nu, derfor håber jeg, at det vil blive forstået, og at der vil være tid og respekt til mine behov. Jeg vil senere kunne tage stilling til eventuelle spørgsmål og svare på dem."

KNR har også været i kontakt med Kuno Fencker, der oplyser, at han endnu ikke ved, om han vil følge Aki-Matilda Høegh-Dam ud af partiet.

- Jeg vil bruge weekenden på at tænke over min fremtid i Siumut, siger han til KNR.

Paragraf 21

Paragraf 21 i selvstyreloven handler om Grønlands adgang til selvstændighed.

I den står, at det er det grønlandske folk, der træffer beslutning om selvstændighed. 

Når paragraffen aktiveres, bliver der indledt forhandlinger mellem den danske regering og Inatsisartut med henblik på at gennemføre selvstændighed.

En aftale mellem naalakkersuisut og regeringen om gennemførelse af selvstændighed skal indgås med samtykke fra Inatsisartut, og den skal godkendes ved en folkeafstemning i Grønland.

Der skal også være samtykke fra Folketinget.

Opskriften lyder kort sagt: Først en aftale med Danmark, så afstemning i Grønland og til sidst en afstemning i Folketinget.

Både Kuno Fencker og Aki-Matilda Høegh-Dam har begge åbent i denne uge flirtet med tanken om et partiskifte. For det er en uge, hvor røgskyen over Siumut bare har vokset sig større.

I tirsdags blev der udskrevet valg. Allerede dagen efter stod der flammer op fra de i de ulmende gløder i Siumut, og det var partiets enfant terrible, Kuno Fencker, der pustede til dem. Han luftede nemlig idéen om at forlade partiet.

Han vil nemlig have fart på selvstændighedsprocessen, som han mener, at Siumut har været alt for sløv til at steppe ind i.

- Der er ingen vilje til det i Siumut. Ja, måske er vi i mindretal, vi, der ønsker selvstændighed, men jeg oplever tydeligt, at de stærke personer i bestyrelsen og naalakkersuisut ikke har nogen vilje til det og tværtimod modarbejder det, sagde Kuno Fencker til KNR i onsdags.

Kontramelding fra Erik Jensen

Samme dag blandede hans partifælle Aki-Mathilda Høegh-Dam sig. Hun sagde til DR, at hun overvejede at stille op til valget netop på grund af spørgsmålet om selvstændighed – og hun ville ikke afvise at gøre det for et andet parti.

Og så skete der tilsyneladende ting inde i Siumut. For pludselig ville partiformand Erik Jensen også sætte fart på selvstændighedsprocessen og ville gå til valg på at aktivere den såkaldte paragraf 21 i selvstyreloven. Det er den paragraf, der beskriver vejen mod selvstændighed og ifølge den skal der være en folkeafstemning. Den afstemning skal holdes indenfor de næste fire år, sagde Erik Jensen pludselig til DR i går:

 - Jeg regner med, at det kommer til at ske inden for næste valgperiode. Men det skal være på et oplyst grundlag, så befolkningen ikke er i tvivl om konsekvenserne. Vi har et velfærdssamfund, der skal fungere. Vi har nogle økonomiske aspekter, som vi også skal kigge på, sagde han.

Han har ellers - ligesom de fleste andre partier i Inatsisartut – ikke villet skynde på en dato for folkeafstemning om selvstændighed.

Stemmesluger ved Folketingsvalget

Aki-Mathilda Høegh-Dam blev genvalgt til Folketinget i 2022. Hun fik et kanonvalg med 6.655 stemmer, og det svarer til en tredjedel af alle de stemmer, der røg i stemmeboksene i Grønland.

Det var også næsten en fordobling af det antal stemmer, hun fik i ved valget i 2019. 

Kuno Fencker fik 66 stemmer ved det sidste valg til Inatsisartut, og han sidder i parlamentet som suppleant.