Aaja Chemnitz: Milliarder til minkskandale, men ingen millionerstatning?

Undskyldning, kolonitiden - og dens traumer - var på dagsordenen, da de to grønlandske folketingspolitikere torsdag aften stod på talerstolen til Folketingets åbningsdebat.
I sidste måned undskyldte statsministeren på vegne af Danmark til kvinderne i spiralskandalen. Men forsoning og healingsarbejdet er først lige begyndt, lød det fra IA’s Aaja Chemnitz.
- For at skabe retfærdighed skal vi have fokus på de ting, der kommer efter. En erstatning til kvinderne i spiralsagen, bedre hjælp, en undskyldning til juridisk faderløse, en afklaring for de personer, der blev ulovlig adopteret.
- Et forsoningsarbejde kan man ikke lægge i et excel-ark. Man kan ikke putte det i en formel og putte nogle projektmidler på og så sige, nu er vi færdige med at forsone os med hinanden, sagde hun.
Derfor er der brug for, at Danmark engagerer sig mere i det arbejde, forsoning kræver, mener Aaja Chemnitz, der kom med en opsang til sine kollegaer.
- I Grønland efterspørger man en healingsproces. Og i Danmark spørger man ikke engang sig selv, hvad er vores ansvar for at forsone os med Grønland. Og måske er det på tide, at vi skal begynde med os selv fra Folketinget at stille det spørgsmål: Hvad er det for et ansvar, vi har.
Frarøvet den største gave i livet
De grønlandske politikere har igen og igen krævet, at den danske regering giver erstatning til kvinderne i spiralsagen. Og åbningsdebatten var ingen undtagelse.
- Man kan lige polemisk sige, at hvis man kan finde 30 milliarder kroner til en minkskandale, kunne man så ikke finde 43 millioner kroner til en erstatning til kvinderne for spiralskandalen?
- Her taler vi om mennesker, om medsøstre af kød og blod, hvor staten har frarøvet både mødre og fædre muligheden for det, der kunne være den største gave i livet, nemlig et barn, sagde Aaja Chemnitz.
Også Naleraqs Elvira Kûitse, der frem til november er suppleant for Aki-Matilda Høegh-Dam (N), efterspurgte, at statsministeren handler hurtigere.
Hun mener, at det har været nemt for den danske stat gennem tiden at flygte fra ansvaret for de koloniale overgreb.
- Jeg ved godt, at der bliver sagt, at sket er sket, så stop med at tale om det. Men vi glemmer, at disse også er årsagen til vores psykiske byrder. Vi er nødt til at heale og tale om det åbent, så vi kan det næste skridt som samfund, sagde Naleraq-politikeren.
Luksusproblem
Elvira Kûitse er den første politiker fra Østgrønland til at stå på talerstolen i Folketinget. Derfor var der også et særligt fokus på Østkysten i hendes tale.
- Ud fra det jeg har hørt i formiddags (politikernes taler, red.), er der svære tider her i Danmark. Sådan er det ikke i mit tilfælde. Sammenlignet med der, hvor jeg kommer fra, er det overraskende for mig, at det er så billigt her.
- Der, hvor jeg kommer fra, er varerne meget dyrere. Vores lønforhold er meget dårligere i forhold til her, og ud fra det, jeg hører i dag, tænker jeg, at I har et luksusproblem.
- Det er hårdt at leve der, hvor jeg kommer fra, sagde Elvira Kûitse.