4.400 arter verden over trues af store skovbrande

Naturbrande er både blevet større, flere og mere intense over de senere år.
Og når vi mennesker brænder enorme skovarealer af for at gøre krav på mere plads, presser det økosystemerne til det yderste, viser et nyt stort forskningsreview i Science. Det skriver Videnskab.dk.
Studiet konkluderer, at hele 4.400 forskellige plante- og dyrearter på tværs af kloden er udrydningstruede, delvist på grund af de ændrede brandmønstre. De store flammehav truer nemlig dyrenes muligheder for at finde føde og fjerner deres hjem.
LÆS OGSÅ Skovrydning i Brasiliens Amazonas når højeste niveau i 12 år
Det er alt fra orangutangen i Indonesien til løver i Afrika, der at finde på listen over de 4.400 truede plante- og dyreliv.
Ifølge det nye studie er det samlede areal, som blev opslugt af skovbrande fra august 2019 til marts 2020, på hele 12,6 millioner hektar. Til sammenligning er hele Danmark kun på 4,2 millioner hektar.
- Stigende globale temperaturer øger risikoen for naturbrande, fordi det kan skabe tørkestress i naturen. Det vil sige, at når landskabet er knastørt, skal der kun små gnister til at udløse større og mere omfattende brande, som kan få økosystemer til at kollapse, siger Jens-Christian Svenning, der er professor ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.