40 år i omsorgens tjeneste
Da Grønlands Handicaporganisation NiiK i går uddelte årets pris, var der kun ét navn på den: Ane B. Jensen.
Hun havde ellers troet, at hun blot skulle overvære prisoverrækkelsen sammen med fire-fem andre nominerede.
I stedet stod hun alene i centrum, da hun i Nuuk Forsamlingshus blev hyldet for sit 40 år lange arbejde for personer med handicap.
- Årets pris er tildelt en ganske særlig person, nemlig vores kære Ane B. Jensen, lød det fra formand for NiiK, Viggo Johansen, mens en tydeligt rørt Ane tog imod prisen.
Det skete på FN’s internationale dag for personer med handicap. Samme dag som hun kunne fejre 40-års jubilæum som forstander på botilbuddet Elisibannguaq i Maniitsoq.
I en meddelelse forklarer projektleder hos NiiK, Tillie Martinussen, hvorfor valget er faldet på Ane B. Jensen.
- For Ane er livet som forstander i virkeligheden livet for dem der ikke kan kæmpe selv. Hun er der for dem alle sammen, konstant, skriver hun.
Fire årtiers kamp for mennesker og for systemer
Ane har gennem årene ikke kun kæmpet for sine beboere, men også for bedre rammer i hele systemet.
I 24 år har hun forsøgt at forbedre de fysiske rammer på Elisibannguaq med lifte og hjælpemidler til personalet. Nye rammer, der endelig blev til virkelighed sidste år.
Hun har arbejdet utrætteligt for at fastholde personale. Og det er lykkedes. Elisibannguaq er et af de få steder i landet, hvor medarbejderne bliver år efter år, fortæller Tillie Martinussen.
I mere end ti år har forsøgt at råbe systemet op: Hvad sker der, når mennesker med handicap bliver gamle? Hvor skal de være? Hvem skal passe dem?
Og for Ane B. Jensen handler kampen ikke kun om strukturer og rammer, men om synet på de mennesker, hun har viet sit liv til.
- Jeg vil ikke direkte sige at de er “udgrænset”, men mange mennesker kan holde sig tilbage, fordi de ikke ved, hvordan personer med handicap egentlig er. Derfor er det os, der skal oplyse om, at disse mennesker kan bidrage rigtig meget, når man arbejder med dem.
Et arbejde, der rækker ud over arbejdstiden
For Ane B. Jensen stopper omsorgen aldrig ved fyraften.
I NiiK’s begrundelse for prisen beskrives flere episoder, der viser, hvor langt hun går for sine beboere.
I 2007 var en af hendes beboere meget syg efter et alvorligt epileptisk anfald. Han var forældreløs, havde ikke noget sprog og var gennem årene blevet en del af Ane B. Jensens egen familie. Når han fik store anfald, havde hun bedt personalet om altid at ringe til hende. Denne gang var situationen så alvorlig, at han ikke overlevede. Ane B. Jensen nåede frem og holdte ham i hånden, da han døde, “så der var nogen hos ham,” som hun sagde.
En anden beboer fik en hjerneblødning op til jul. Ane B. Jensen blev ved beboerens side hele julen, juleaften, alle dagene efter og nytår med, og et godt stykke ind i januar. Døgnet rundt, uden løn, mens hendes egen familie måtte undvære hende. Fordi beboeren ikke skulle være alene. For Ane B. Jensen er beboerne nemlig familie, især når deres egen familie bor langt væk.
Bekymret for fremtiden
Midt i al hyldesten fylder bekymringen dog også. Især for det stigende antal af handicappede.
- Jeg har kun 17 pladser på Elisibannguaq. Men der er et meget større behov egentlig. Hvad skal der ske med de handicappede ældre, spørger hun.
I gamle dage sendte man de ældre handicappede til Danmark, men flere anbringes i Grønland, og der ikke nogen synlig plan for hvad der skal ske med dem.
- Der bør bygges nye huse. De har brug for dagtilbud uden for hjemmet, et “arbejdssted”, der giver deres liv værdi. Vores brugere er ikke følelsesmæssige handicap, de er blot kognitivt forsinkede. Så gode vilkår er meget vigtige, fortæller Ane B. Jensen.
