27-årig mand tilbageholdt i 28 dage for drab

Manden, som i går blev anholdt for et drab i Nanortalik, nægtede sig i dag skyldig overfor kredsretten. Alligevel blev han tilbageholdt.
Grønlands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner. Hvis du har oplysninger til sagen, kan politiet kontaktes på telefon 701448. Foto © : KNR / Malik Brøns
19. februar 2024 16:44

En 27-årig mand fra Nanortalik blev i går anholdt fra drabet på en 65-årig kvinde, som var fundet død på et ”udendørs areal” i byen.

Han er i dag blevet fremstillet for Kujalleq Kredsret sigtet for drab. Retten har valgt at tilbageholde ham i 28 dage.

Manden nægtede sig skyldig i manddrab. 

Det oplyser Grønlands Politi til KNR.

Klokken 9.53 søndag formiddag modtog politiet et opkald, da en borger i byen havde fundet liget af en død kvinde.

Meget mere kan politiet ikke oplyse på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen. Derfor foregik fremstillingen også bag lukkede døre.

Grønlands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner. Hvis du har oplysninger til sagen, kan politiet kontaktes på telefon 701448.

Personale fra National Kriminalteknisk Center og Retsmedicinsk Institut i Danmark skal hjælpe med efterforskningen af sagen. 

Familiecenteret i Kommune Kujalleq og politiet arbejder tæt sammen om at iværksætte tryghedsskabende initiativer i forbindelse med sagen. Hvis man har behov for støtte, kan man henvende sig til familiecentret i Nanortalik.