Fælles kamp mod ulovlige fisk

aggustip 24-at 2006 14:30

Grønland og Danmark står last og brast i kampen mod ulovligt fiskeri.

Den danske fødevareminister Hans Christian Schmidt har været gæst hos landsstyremedlem for Fangst og Fiskeri, Finn Karlsen. Og de illegale fisk har – billedligt talt – været mødets hovedret.

- Det er jo bittert at se på, at der nogen der skruppelløst laver ulovligt fiskeri. Der er kun en ting at gøre, og det er at slå ned med en forhammer, sagde fødevareminister Hans Christian Schmidt om de ulovlige fiskere. Og det er sød musik i Finn Karlsens ører.

Finn Karlsen sagde på et pressemøde torsdag, at han har været meget glad for at diskutere problemet med illegale fangster med den danske minister, fordi afkastet af fiskeriet har så stor betydning for Grønlands økonomi, og den danske minister bakker op.

- En af de ting Danmark arbejder meget med, forhåbentlig til gavn for Grønland, er at få et samarbejde om fiskeri med Rusland, for det har kæmpe betydning for bekæmpelsen, siger Hans Christian Schmidt.

Udover at stoppe det ulovlige fiskeri på havet, vil Danmark også forsøge at dæmme op for salget af de fisk der er fanget ulovligt.

Fødevareminister Hans Christian Schmidt og landsstyremedlem Finn Karlsen har blandt andet været i Sydgrønland og besøgt en del landbrugsprojekter – udover snakke om ulovlige fangster.