Vilde publikum under Paddy koncert

Over 1000 gamle og nye fans lagde vejen forbi Katuaq i går, da Paddy Kellys holdte sin første koncert i Grønland.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
12. september 2014 16:14
Det var en proppet og svedende katuaq-sal i går aftes. 15 år efter sit gennembrud og utallige koncerter rundt om i verden senere, var det endelig grønlændernes tur: Paddy Kelly, fra det verdensberømte band, The Kelly Family, var kommet til Nuuk.
 
 
Smilende publikum begyndte at skrige og klappe, idet han begyndte at spille et af sine velkendte numre, An Angel, og blandt hvinende fans råbte kvinder "Iggoraarsuk" og "I love You" til deres store idol.
 
- Det var så fedt! Jeg har været fan, siden jeg var lille, faktisk så længe jeg kan huske, fortæller den 26-årige fra Nuuk, Pilunnguaq Kristensen, til KNR.
 
Publikummet tog over
Hvert nummer fik stort bifald, men der var et nummer der især skilte sig ud, da Paddy begyndte at synge Amazing Grace. 
 
Til sangerens store overraskelse, begyndte det grønlandske publikum at synge den på den grønlandske version, "Eqqissisinnga aat", hvor han stoppede op og lyttede til publikummet synge den istedet.
 
Eqalunnguaq Kristiansen, der fulgtes med sin kæreste til koncerten, beskriver stemningen meget præcist. 
 
- Stemningen var fantastisk. Der var folk der græd og min kæreste græd ved siden af mig. Han har jo også mange fans heroppe, siger Eqalunnguaq Kristiansen.
 
Paddy Kellys “Solo & Unplugged”-tour vil fortsætte i Europa. 
 
Det bliver heller ikke hans sidste tur her til landet, under koncerten sagde han, at han vil komme tilbage og gense sine fans i Grønland.