VIDEO Martha Lund Olsen vil mobilisere aktive førtidspensionister

Ifølge oplægget til et lovforslag fra Naalakkersuisut vil landet kunne spare 18 millioner kroner i 2018 ved at sende nuværende førtidspensionister tilbage på arbejdsmarkedet.
Skrevet af Camilla Dam
16. september 2014 10:48

Det skaber bekymring hos førtidspensionister, som ikke magter at gå på arbejde. Men dem maner naalakkersuisoq for familie og justitsvæsen, Martha Lund Olsen, til ro.

- Hvis man er fuldt uarbejdsdygtig eller er handikappet i en sådan grad, at man ikke kan arbejde, så har man ingen grund til bekymring.

- Vi har beviser for, at der i dag er mange førtidspensionister, der tjener mange penge ved siden af. Det vil sige, mange er arbejdsdygtige, siger Martha Lund Olsen til KNR.

Negativ spiral skal brydes
Planen er, at der skal ansættes otte personer mere i kommunen, og den enkelte borger vil blive sendt på kurser. Og det handler ikke om, at førtidspensionister skal kæmpe med de arbejdsløse om arbejde.

- Formålet er, at integrere dem, som kan arbejde, i samfundet. Vi tror på, at denne mådevil være bedre for enkelte og familier, hvis man har et sted, man arbejder. Et sted, man kan komme.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil spare millioner på førtidspensionister

- Vi kan desværre også se, at nogle førtidspensionisters forældre også har været førtidspensionister. På denne måde kører den negative spiral i ring. Så alt taget i betragtning, mener vi, det er det bedste, vi kan gøre, fastslår Martha Lund Olsen.

Forslaget udløser en merudgift til næste år på 6,4 millioner kroner. I 2016 vil udgiften være reduceret til 1,8 millioner kroner, hvorefter det vender i 2017. Her forventer Naalakkersuisut at spare helt op til 10 millioner kroner, og besparelsen skulle altså blive på 18 millioner kroner i 2018.