Uenigheden blomstrer i GHF

Selv om fire medlemmer af bestyrelsen har taget deres gode tøj og sagt farvel til arbejdet i Grønlands Håndbold Forbund, er det slet ikke ensbetydende med, at freden har sænket sig over GHF. Snarere tvært imod.
Skrevet af Peter Troelsen
26. juni 2013 11:31

En ophidset maildialog mellem de resterende bestyrelsesmedlemmer og klubfolk fra flere af landets klubber viser med al ønskelig tydelighed, at sårene i GHF er så dybe, at de vil tage lang tid om at hele.

GHF har indkaldt to suppleanter til at arbejde sammen med de tre tilbageværende medlemmer af bestyrelsen, og de arbejder nu frem mod at kunne indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i GHF.

Om det i sig selv skulle være det, der fik uenigheden til at forsvinde er højst tvivlsomt, og de beskyldninger, der i dag fyger rundt på mail mellem klubledere og bestyrelsesmedlemmer, er af en sådan grad, at det kan være endog meget svært at se en løsning på striden i GHF.

At man på den måde kan skændes i al offentlighed og med både interessenter og pressefolk som ufrivillige vidner kan meget hurtigt blive alt ødelæggende for den sportsgren, som Grønland i mange år har kunnet bryste sig af gode resultater til.

Stridsøksen er ikke begravet, og der er så langt fra åbnet for at ryge en fredspibe i nærmeste fremtid. Klubinteresser og personlige fjendskaber overtrumfer sporten, og det er under ingen omstændigheder til fordel for hverken udøvere, ledere eller håndboldelskere.