Udveksling mellem Ilulissat og Fredericia fejrer jubilæum

Årets første hold af børn, der skal på udvekslingsophold hos Ilulissats mangeårige venskabskommune Fredericia, lander i dag.
Skrevet af Karsten Sommer
22. april 2014 06:26

Det er i år 45 års jubilæum for samarbejdet mellem de to byer, og det markeres med deltagelse af både borgmester Ole Dorph  og de øverste embedsmænd fra skoleforvaltningen i Qaasuitsup Kommunia.

De 23 Ilulissatbørn starter deres Danmarkstur med 4-5 dage i Hvidbjerg på Børnenes Vels koloni ved Vejle Fjord.

Næste uge kommer yderligere 10 skolebørn til Danmark, og alle 33 børn vil efter opholdet på feriekolonien i Hvidbjerg blive fordelt til værtsfamilier i Fredericia, Middelfart og Vejle.

- Så får de også mulighed for at opleve dagligdagen hos en dansk familie, fortæller John Bech Hansen, der er formand for Grønlandsudvalget i Fredericia Kommune.

- Det er et af de allermindste hold, vi har haft på besøg, og det hænger alene sammen med, at det er en lille årgang, siger John Bech Hansen, der fortæller, at det har været let at finde værtsfamilier til de grønlandske unger.

Børnene vender tilbage til Ilulissat lidt ind i juni, og deres ophold slutter med et stort fælles arrangement for børnene og deres værtsfamilier, hvor også repræsentanterne fra Ilulissat inklusive borgmester Ole Dorph deltager, siger John Bech Hansen til Fredericia Dagblad.