Udligningsmodel "hugger hovedet" af erhvervslivet

Det er en dårlig idé, at tage skattepenge fra de stærke vækstkommuner, lyder rådet til Naalakkersuisut fra to sider.
10. juli 2014 09:32

- Det svarer til, du hugger hovedet af lokoføreren. Så er der ikke nogen til at komme kul på det økonomiske lokomotiv i Grønland. Så går det galt, siger Martin Ben Shalmi, der er næstformand i Grønlands Arbejdsgiverforening.

Hvis det står til Vittus Qujaukitsoq, naalakkersuisoq for finans- og indenrigsanliggender, så kommer skattepengene fra selskabsoverskud og indkomstskatten fra ansatte i selvstyrevirksomheder fremover i langt højere grad til at blive sendt videre til andre kommuner i stedet for at blive i de kommuner, hvor virksomhederne holder til.

Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqatta Kommunia skal nemlig ifølge et endnu ikke offentliggjort udkast til udligningsreform næste år betale i alt 68 millioner kroner til Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia.

Naalakkersuisut lægger op til, at man skal tage selskabsskat, og hvad der bliver kaldt "selvstyregenererede skatteindtægter" og omfordele 70 procent af disse væk fra Sermersooq og Qeqqatta.

Men sådan et begreb er meget elastisk, siger Martin Ben Shalmi. Han tror, at resultatet bliver, at man så kan skrue endnu mere op og ned for pengestrømmen fra de stærke kommuner ved skiftende Naalakkersuisut.

- Det er jo en vej lige lukt ned i helvede for alt og alle. Man kan jo ikke definere et begreb som dette fast. Det tror jeg ikke på, siger han.

Ben Shalmis pointe får opbakning fra politolog og ekspert i offentlig økonomi på Roskilde Universitet Bent Greve. Han siger, at væksten samlet set kan blive det store offer.

- Argumentet imod en stor omfordeling af selskabsskat og indkomstskatter er, at det ikke giver kommunerne incitamenter til at føre en erhvervspolitik for at tiltrække virksomheder og aktiviteter. Udligningen tager jo en stor del af indkomsten fra vækstkommunerne, siger Bent Greve.

Fra arbejdsgiverforeningen advarer man kraftigt mod at rette pengestrømmen væk fra vækstkommunerne Sermersooq og Qeqqatta.

- Det er der, der er vækst, det er dér både iværksætterne og de modne virksomheder er, siger arbejdsgivernes næstformand og tilføjer, at det er starten på enden af det kommunale selvstyre, hvis kommunerne i højere bliver frataget råderummet over deres lokale indtjening.

Aftalen om mere udligning mellem kommunerne bliver endeligt behandlet den 11. august.