Udligningen er afgjort: Sermersooq skal aflevere 54 mio. kr.

Naalakkersuisut har besluttet sig til at bruge en model, som tilgodeser Qaasuitsup Kommunia med 34 mio. kr., mens Kommuneqarfik Sermersooq skal lægge 54 mio. kr.
Skrevet af Camilla Dam
20. august 2014 14:45

Sådan ser tallene ud sort på hvidt:

Kommuneqarfik Sermersooq: -54 millioner kroner
Qeqqata Kommunia: -3 millioner kroner
Kommune Kujalleq: +23 millioner kroner
Qaasuitsup Kommunia: +34 millioner kroner

- Naalakkersuisut er klar over, at kommunerne ikke vil være udelt begejstret for den midlertidige model for 2015.

- Naalakkersuisut finder beslutningen afbalanceret. Den giver samtidig kommunerne rimelig tid til at udarbejde deres budgetter for 2015, siger naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, i en pressemeddelelse.

Det muliges kunst
Dermed blev det en anden model end dem, som er blevet luftet i medierne i de seneste uger.

Men den minder meget den model, som Vittus Qujaukitsoq præsenterede den 8. juli. Her skulle Sermersooq af med 56 mio. kr., Qeqqata med 12 mio. kr. Mens Kujalleq fik 22 mio. og Qaasuitsupfik 46 millioner kroner.

- Løsningen er måske ikke det perfekte, politiske kompromis, men et udtryk for det muliges kunst.

- Naalakkersuisut vil sammen med Grønlands Statistik, kommunerne og Kanukoka prioritere at skabe et bedre datagrundlag til brug for en permanent udligningsordning fra 2016, som gerne skulle samle parterne, siger Vittus Qujaukitsoq i en pressemeddelelse.

Denne udligningsaftale gælder kun for 2015.

I onsdagens Qanorooq har vi kl. 19 tre ud af de fire borgmestre med live.