Ubrugt kvote øger overfiskeri i Upernavik

Politiske beslutninger og samfundsmæssige forhold overtrumfer biologernes rådgivning for hellefiskene, hvor fiskerne ved Upernavik får sidste års ubrugte kvote.
17. juli 2014 04:31

Det er en kendt sag, at hellefiskeriet i blandt andet Upernavik overstiger biologernes anbefalinger, alligevel har Naalakkersuisut nu tildelt yderligere 300 ton, således at kvoterne for juli, august og september forhøjes fra 450 tons til 550 tons.

Der er ikke tale om ekstra kvoter, men den sidste del af de uopfiskede kvoter fra sidste år, som Naalakkersuisut i marts besluttede at overføre til kvoteåret 2014.

LÆS OGSÅ OVERBLIK Det siger de om de forhøjede hellefiskekvoter

- Vi er vidende om, at kvoten er for høj i forhold til biologernes rådgivning, siger kontorchef i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Jóhanna Olsen, til KNR.

Hun peger videre på, at det er en politisk beslutning, samt at der også er andre forhold end de biologiske, der spiller ind i deres betragtninger.

- Kvoten ligger absolut i overkanten, og vi forsøger bestemt at holde os til den biologiske rådgivning, men vi bliver også nødt til at vurdere helheden, hvor vi tager hele samfundet med i betragtning, siger Jóhanna Olsen.