True North Gems klar til start

Så faldt IBA-aftalen på plads, og dermed er True North Gems Greenland faktisk klar til at grave efter rubiner og safirer, og Grønland kan igen se frem til snart at blive et mineland.
03. juni 2014 15:03

Naalakkersuisut har allerede givet sin godkendelse, og mandag faldt den sidste brik på plads, da Kommuneqarfik Sermersooq og True North Gems blev enige om en IBA-aftale.

Kommunen oplyser, at True Norths Gems Greenland forpligter sig til at ansætte og uddanne lokal arbejdskraft. Samtidig vil selskabet støtte kulturlivet i Qeqertarsuatsiaat. Det er hovedpunkterne i den IBA-aftale, som Kommunalbestyrelsen i Kommuneqafik Sermersooq mandag godkendte.  

Målet for andelen af herboende ansatte er mindst 70 procent under opførslen og 80 procent efter 3 år, oplyser kommunen.

For at sikre dette har True Norths Gems accepteret, at alle stillinger slås op via Kommuneqarfik Sermersooqs arbejdsmarkedskontor, for på den måde sikre at job, der kan varetages af lokale, ikke gives til udefrakommende.

- Det glæder mig, at det på den måde er lykkes at sikre, at arbejdspladserne går til vores egne borgere: Det får stor betydning ikke kun for dem, der bliver ansat, men for hele samfundet, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

Borgmesteren glæder sig også  over, at man på uddannelsesområdet har løfter om, at selskabet de første to år skal bruge 250.000 kroner om året til uddannelse af medarbejdere. Herefter skal der bruges en million kroner om året på uddannelse.

Der falder også lidt godter af til bygden Qeqertarsuatsiaat. Det sker blandt andet gennem en kulturel og social fond, som skal støtte lokale aktiviteter. Hvert år skal True North Gems afsætte penge til fonden - startende med 100.000 kroner stigende til 250.000 kroner.