Tasiusaq-hold videre til GM-slutrunden

Med en scoring i de sidste minutter sluttede den sydgrønlandske kvalifikation til GM i fodbold mandag med et drama mellem N-85 fra Narsaq og Eqaluk-54.
24. juli 2014 07:53

Eqaluk-54 var i problemer et kvarter før slutfløjtet, hvor N-85 førte 2-0.

Men Tasiusaq-holdet fik reduceret på et straffespark, og lige før slutfløjtet lykkedes det dem at udligne til 2-2.

- Det var helt klart dejligt, vi er utrolig glade for vores 'sejr', trods kampen endte meget lige.

- Efter en målfattig 1. halvleg kom vi bagud med 0-2 i anden halvleg. Vi fortsatte dog med at kæmpe videre, og lige før slutfløjt var vi heldige at score til 2-2 og endte med at kvalificere os.

Se indslag i Qanorooq om kvalifikationskampen mellem N-85 fra Narsaq og Eqaluk-54 fra Tasiusaq her.

- Vi blev så lettede og glade, at vi hoppede ud i Storesøen for at fejre sejren, siger Minik Stephensen, anfører i Eqaluk 54, til KNR..

Trætheden indhentede K-33-spillerne
I den forudgående kamp havde K-33 hjemmebanefordel mod Nattoralik fra Paamiut, men tabte alligevel 1-2.

- Trætheden efter en lang turnering har helt klart sat sig sine spor hos spillerne. Vi ville selvfølgelig gerne have vundet kampen, men tabte desværre i sidste ende, fortæller en skuffet træner hos K-33, Inunnguaq Enoksen.

K-33 måtte altså bare acceptere, at de missede chancen for at deltage i slutrunden.

- Sådan er sport, alt kan ske i sport. Vi vil jo alle sammen gerne vinde, og ingen ønsker at tabe, fortæller træner hos K-33, Inunnguaq Enoksen.

GM i fodbold sparkes i gang i Nuuk den 4. august.