Stor glæde i KNAPK over hvalkvote

Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, godkendte mandag en kvote på 207 hvaler, der må fanges omkring Grønland de næste fire år.
16. september 2014 10:05

Kvotebevillingen skabte ikke kun stor tilfredshed i Naalakkersuisut og hos Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard. Også fisker- og fangerforeningen KNAPK er særdeles tilfreds med udfaldet.

- Vi er glade for, samfundet er fælles om denne holdning. Det viser det grønlandske folks styrke, at vi står sammen, siger KNAPK’s direktør, Petrus Biilmann, til KNR.

LÆS OGSÅ IWC har godkendt grønlandsk hvalkvote

Videnskaben på Grønlands side
Han er ikke et øjeblik i tvivl om, hvorfor det er lykkedes at få en hvalkvote, der for Østgrønland er på 12 sildepiskere, mens den på Vestgrønland består af 164 sildepiskere, 19 finhvaler, 10 pukkelhvaler og to grønlandshvaler.

- Det skyldes, at vi kører på konstante, videnskabelige moniteringer og vurderinger. Vi retter os efter biologernes anbefalinger og deres konstant bæredygtige udnyttelse af ressourcerne.

- Vi kommer selvfølgelig til at fange det antal hvaler, der er givet tilladelse til. Vi har stor respekt for vurderingen af bestanden. Og derfor holder vi os inden for kvoterne, siger Petrus Biilmann.

Hvalkvoten gælder fra 2015 til 2018.