Stor dansk sushikæde skifter til grønlandske MSC-rejer

Sticks’n’Sushi bliver nu den første danske MSC-certificerede restaurant. Det vil sige, at den så vidt muligt kun vil sælge bæredygtige fisk. Det skriver foodculture.dk.
Skrevet af Karsten Sommer
02. september 2014 10:50

Det bliver til fordel for de grønlandske rejer, som sidste år opnåede den eftertragtede MSC-mærkning.

Netop grønlandske rejer vil fremover indgå fast i menuen hos den landsdækkende sushikæde, så deres kunder har garanti for, at det de spiser også er fanget bæredygtigt.

- Vi mener, at MSC-mærket giver tryghed og gennemsigtighed til vores forbrugere, siger Jakob Gaard, CSR-chef i restaurationskæden til foodculture.dk.

Det bliver dog ikke alle fisk i restauranten, der lever op til MSC-kravene.

- Kammuslinger og de grønlandske rejer kommer til at leve op til MSC-mærket. Og så arbejder vi på højtryk for at skaffe bæredygtig tun, men der er meget få tunfiskerier i verden, der er MSC-certificerede, siger Jakob Gaard.

Ved de arter, hvor sushirestauranten ikke kan skaffe MSC-garantien, vil de derfor forsøge på anden måde at få garantier for, at fiskene ikke er overfiskede og udrydningstruede.

Hvem ved? Makrelfiskerne på Østkysten meldte forleden om bifangst af 21 tun på årets makreltogter. Den største vejede 260 kilo. Så Sticks’n’sushi kan måske med tiden også få grønlandske tun på bordet?