Stop skyderierne

I den senere tid har der været en del skyderier i bebyggede områder. Ikke skyderier, hvor formålet er at ramme andre, men formålsløse skyderier op i luften. Det vil Demokraternes Jens B. Frederiksen nu have sat en stopper for en gang for alle. Derfor forlanger han, at lovudvalget snarest træder sammen.
Skrevet af Peter Troelsen
18. juni 2013 12:06

Forrige lørdag var der endnu et eksempel på det formålsløse skyderi. En person affyrede sit våben i Nuussuaq-området. Heldigvis blev ingen ramt, men befolkningen bliver urolige. Senest der blev sigtet en person for samme forseelse var i februar, hvor en mand fra Kangaamiut var lovbryderen.

-Demokraterne har i mange år arbejdet hårdt for, at straffen for disse skyderier bliver skærpet. Allerede i efteråret 2006 stillede jeg et forslag om, at skyderi inden for bebygget område skulle lægges ind under Kriminalloven for Grønland. Jeg stillede forslaget, fordi det var – og stadig er – sådan, at hvis det ikke kan bevises, at der er tale om fareforvoldelse, drabsforsøg eller lignende efter Kriminallovens bestemmelser, så er retsvæsenet nødsaget til at bruge Politivedtægten som eneste redskab.  Det betyder, at gerningsmanden kun får en lille bøde, forklarer Jens B. Frederiksen.

Det er ganske enkelt ikke nok til at få folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de begynder at skyde vildt omkring sig. En foranstaltning har flere funktioner. To af de vigtigste er, at straffen skal afholde en gerningsmand fra at begå lignende kriminalitet, og at straffen skal afskrække andre fra at begå en lignende forseelse.

-Demokraterne vil på baggrund af de seneste skyderier intensivere kampen for, at skyderi indenfor bebyggede områder bliver omfattet af Kriminalloven. Det vil nemlig betyde, at en gerningsmand vil kunne straffes med eksempelvis anbringelse i anstalt ligesom det vil blive muligt for politiet, at konfiskere gerningsmandens våben, siger Jens B. Frederiksen.