Støtte fra Nunavut til Filippinerne

Der samles penge ind overalt i Canada til hjælp for de mange ofre af tyfonen Haiyan i Filippinerne. Og også i Nunavut.
27. november 2013 06:35

Som en af hendes sidste offentlige handlinger presenterede Eva Aariak, Nunavuts forhenværende leder, sammen med den nye regerings leder, Peter Taptuna, i denne uge en check til Røde Kors til ofrene på vegne af Nunavuts regering.

Checken var på 25.000 dollars - altså omkring 130.000 kroner.

Og da den canadiske regering har besluttet at fordoble alle indsamlede beløb bliver det til lidt over 250.000 kroner til Filippinerne fra Nunavut.

I flere bygder i Nunavut er der desuden blevet holdt lokale støttearrangementer, lige fra filmforestillinger til salg af hjemmelavede kager.

Det drejer sig om beløb fra et par hundrede kroner til flere tusinde og alle beløbene er som sagt blevet fordoblet af den canadiske regering, så det er blevet til mange mange tusinde kroner indsamlet i Nunavut.

Nu i weekenden vil der blive afholdt endnu et stort arrangement i Iqaluit for at indsamle penge.

Her i landet besluttede Naalakkersuisut i forrige uge ikke at støtte ofrene økonomisk, men sendte i stedet en kondolance meddelelse til den filippinske ambassade.

Men Kalaallit Røde Korsiat har bidraget med 100.000, ligesom restauranten Bones i Nuuk Center i lørdags afholdt et arrangement, hvor alle indtægter fra lørdagen gik til Filippinerne. Det endte med et imponerende bidrag på 67.000 kroner til tyfonofrene, fortæller restaurantens direktør Erik Brogaard her til morgen til Radioavisen.

Restaurant Bones har mange ansatte fra Filippinerne, og det var dem der havde foreslået at alle skulle arbejde gratis lørdag, så de kunne sende et bidrag til deres uvejrsramte hjemland.