Større tiltro til GU-skole i Ilulissat

Nu er der en større optimisme blandt samarbejdsgruppen i Ilulissat, der ønsker en GU-Skole i byen. For Naalakkersuisoq for Uddannelser Palle Christiansen bakker op om ideen og opfordrer samarbejdsgruppen til at klø på.
Skrevet af Oline I. Olsen
19. februar 2012 11:58

- Der er behov for mange flere, som studerer gennem vores gymnasier, men de nuværende rammer er ikke store nok, så der skal bygges flere, sagde Palle Christiansen under et borgermøde Ilulissat. 

Hvis GU-skole i Ilulissat skal blive til realitet allerede i 2015 eller 2016, så skal der et flertal i Inatsisartut for en uddannelsesstrategi, som blandt andet skal financieres gennem optagelse af lån.

- Jeg er blevet meget optimistisk og glad for resultatet og følte en stor opbakning fra den ansvarshavende, som kan realisere vores ønske om et gymnasium her i byen, siger Lena Ravn Davidsen, som er med i samarbejdsgruppen for en GU-skole i Ilulissat.

Og Naalakkersuisoq for Uddannelser, Palle Kristiansen bakker op om ideen, og opfordrer samarbejdsgruppen til at klø på.

- Mit budskab er, at de skal blive ved med at følge denne her process. De skal nu ligge mærke til den uddannelsesstrategi, der kommer fra Naalakkersuisut nu her på forårssamlingen, den skal de reagere på og udtale sig om, og går aktivt ind i debatten, så de kan få rykket den politiske opinion over mod at få en GU i Ilulissat, siger Palle Christiansen.

Og i strategien om uddannelse er der et ønske om, at flere får en gymnasialuddannelse, men der skal udvides i de nuværemde skoler og bygges nye. En GU-skole i Ilulissat vil koste omkring 45-50 millioner kroner, som skal finansieres med optagelse af lån.

- Så er det også vigtigt, at man tager godt imod den strategi, der er for optagelse af lån til større projekter. Det vil sige, hvis vi skal ud og skaffe penge til byggeri af alle vores uddannelsesinstitutioner, det bør alle partier også stå bag. Så er det vigtigt, at man husker, hvad det er man vil nå frem til på uddannelsesområdet, når man vedtager den kommende finanslov, fordi penge skal skaffes, således at departementet for uddannelse har nogle penge at bygge for, siger Naalakkersuisoq for Uddannelse Palle Christiansen.

Og hvis alt lykkes, så kan Ilulissat regne med at få en GU-Skole tidligst i år 2015, indtil da vil samarbejdsgruppen for skolen gør opmærksom om behovet.

- Så vi vil gerne få borgerne til at bakke op om projektet, fordi Grønland mangler flere uddannede ressourcer, hvis vi skal blive selvstændige, siger Lena Ravn Davidsen.