Simon Lynge hev farmand med på scenen

Simon Lynge er begyndt på sin grønlandsturné og spillede mandag koncert i Qaqortoqs forsamlingshus.
Skrevet af Jette Andersen
16. april 2014 06:40

Over 100 var mødt op for at høre ham spille sit intime, onemandsshow, som sermitsiaq.ag beskriver det.

Simon Lynges far, Karl Lynge, blev også hevet op på scenen, hvor han spillede et par sange sammen med sønnike, som han akkompagnerede på harmonika.

Simon Lynges plan for resten af turneen er at spille i kulturhuset Katuaq i Nuuk på fredag, påskesøndag spiller han på Hotel Arctic i Ilulissat, og turneen slutter i Sisimiut, hvor han spiller på den nye festival Arctic Sounds den 25. april.

Simon Lynge er lige nu aktuel med cd'en The Absence of Fear, der blev udgivet den 1. april. Cd'en får fremragende anmeldelser. Blandt andre er det blevet udpeget til ugens album på P4, mens lydtapet.net giver fem ud af seks stjerner til albummet.