Sara Olsvig satser på forligspolitik

Hvis hun bliver valgt som IA's nye formand, vil Sara Olsvig forsøge at skabe sammenhold og samarbejde i det politiske liv og blandt borgerne i hele landet.
Skrevet af Jens Thorin
15. april 2014 06:26

Derfor vil IA's folketingsmedlem og inatsisartutmedlem som ny formand arbejde for brede politiske forlig på tre de centrale områder, velfærdspolitikken, fiskeripolitikken og råstofpolitikken.  Endelig vil hun arbejde for at styrke sit partis organisation.

- Jeg føler, at jeg har noget rigtigt godt at bidrage med til både partiet og politik generelt i Grønland, siger Sara Olsvig, der har der et mål om at Inuit Ataqatigiit skal stå i spidsen for brede politiske forlig, selvom hun ved, at de regeringsbærende partier og oppositionen kan være ret så uenige under debatterne i Inatsisartut. Her har manglet evnen til at kunne forhandle, at kunne række hånden ud og vise samarbejdsvilje, vurderer hun.

- Ofte ser vi jo, at vi rent faktisk ikke ligger særlig langt fra hinanden, men at man vælger ikke lave brede forlig. Og det skal vi altså til at have i grønlandsk politik, særlig i de her år, hvor vi økonomisk kommer til at være meget, meget pressede, siger formandskandidaten til KNR.

- Så lad os få skabt tryghed, kontinuitet og langsigtethed i politik. Det betyder, at vi skal give os der, hvor det bliver nødvendigt, men stå fast på de kerneværdier, vi har, siger hun.

IA's nu forhenværende formand Kuupik Kleist er meget vellidt og fik ved valget til Inatsisartut sidste år næst flest stemmer.

Sara Olsvig er derimod forholdsvis ny i grønlandsk politik, og blev først valgt til Folketinget i 2011 og til Inatsisartut sidste år. Og formandskandidaten til landets næststørste parti fremhæver da også med sit kandidatur, at hun repræsenterer ny kræfter og nye synspunkter.

-Når en formand trækker sig, så er det nye kræfter, nye synspunspunkter og nye vinkler på tingene, der kommer til. Derfor vil nogle ting være anderledes, siger Sara Olsvig og peger samtidig på, at Kuupik Kleist som formand har opnået utroligt meget.

- IA har aldrig været så stort som nu. Derfor er det en stor opgave at skulle være formand for Inuit Ataqatigiit. Jeg føler, at jeg har noget godt at bidrage med, siger hun.

Inuit Ataqatigiit holder ekstraordinær generalforsamling den 30. maj, hvor den vigtigste opgave bliver at vælge en ny formand.