Saharas sand giver oversvømmelser i Grønland

Normalt er der ikke meget, der forbinder Sahara og Indlandsisen, men både fint sand bragt med vinden fra Sahara og vulkansk støv fra det store vulkanudbrud på Island forrige år har stor indflydelse på de nuværende kaotiske forhold i Kangerlussuaq.
Skrevet af Peter Troelsen
13. juli 2012 12:06

I bund og grund er det den manglende refleksion af sollys fra Indlandsisen, der er synderen i forhold til de enorme vandmasser, der i øjeblikket har ændret alting i Grønlands største bygd. El og vandforsyning er truet og lufthavnen har udarbejdet nødplaner.

-I den bedste verden af alle bliver stort set alt sollys reflekteret ud i verdensrummet. Det skyldes sne og is er hvidt og derved ikke absorberer ret meget af den energi, der kommer fra solen. Sand og aske, der ligger sig ovenpå isen, betyder at overfladen bliver mørk. Det gør, at refleksionen bliver nedsat til et minimum, og i den sidste ende er det derfor, at afsmeltningen fra Indlandsisen i år er helt abnorm, fortæller glaciolog Dirk van As fra GEUS.

Den meget omtalte globale opvarmning er også en vigtig faktor at tage højde for, når man skal fremtidssikre de områder, der i øjeblikket oplever oversvømmelser og forhøjet vandstand. Det fænomen er kommet for at blive, og her på Grønland er vi blandt de hårdest ramte.

-Når isen smelter, tager den desværre ikke alt støv og aske med sig ud i havene. Meget af det bliver liggende, og når frosten igen sætter ind, vil det blive en del af isen. Så har vi problemet med mørk is igen til næste år, når sneen er smeltet. Det sker tidligere end for årtier tilbage, og så er vi fremme ved en situation som den i Kangerlussuaq igen. I en situation som denne er det at den fortærskede floskel om en ond cirkel virkeligt kommer til sin ret. Fremtiden ser desværre stort set lige så mørk ud som isen, mener forskeren fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).