Sælpanik i Kerteminde

Et fly, to både og en bil er sat ind i jagten på at opspore en etårig gråsæl, der sammen med sin to år ældre bror i går onsdag undslap Syddansk Universitets marinbiologiske forskningscenter i Kerteminde.
03. april 2014 05:51

Eftersøgningsapparatet var i fuld sving hele onsdag, men det lykkedes kun at indfange den ene sæl. Der er stadig intet spor af hunsælen Luna, og hun er ikke en hvilken som helst sæl, skriver Fyens Stiftstidende.

- Det vil være et kæmpe tab, hvis ikke vi finder hende, siger projektleder og lektor ved Biologisk Institut på SDU Magnus Wahlberg til avisen.

Den 59 kilo tunge Luna og den 110 kilo tunge hansæl Nino er centrum for et forskningsprojekt, der afdækker, hvordan gråsæler hører under vand. En viden, der kan bruges, når der skal opstilles havvindmølleparker.

Forskningen har stået på siden 8. december, hvor sælerne blev hentet til Kerteminde fra en zoologisk have i Madrid.

Eftersøgningen blev indstillet i går aftes, men er blevet genoptaget i dag, og uret tikker.

- Vi finder hende ikke, hvis ikke det er sket inden fredag, mener Kirstin Anderson Hansen.