Rygterne løber stærkt i Kangerlussuaq

"I Kangerlussuaq hvor grønlands største lufthavn ligger, har vandmasserne skyllet en bro væk, strømmen er gået og dermed lufthavnens radar, og der er kun drikkevandsforsyninger til et par dage". Sådan lød det i Radioavisen på Danmarks Radio tidligere i dag, men situationen er heldigvis knap så dramatisk.
Skrevet af Mads Ullerup
13. juli 2012 16:36

Rygterne i Kangerlussuaq løber i øjeblikket lige så stærkt som smeltevandet i bygdens elv.

Klokken 13 i dag fortalte Danmarks Radio følgende om situationen i Kangerlussuaq.

- I Grønland er vejret ekstremt varmt, og det har medført naturkatastrofer. I Kangerlussuaq, hvor grønlands største lufthavn ligger, har vandmasserne skyllet en bro væk, strømmen er gået og dermed lufthavnens radar, og der er kun drikkevandsforsyninger til et par dage, lød det fra oplæseren på Radioavisen hos Danmarks Radio i eftermiddags.

Men heldigvis kunne Kim Mahler, der er teknisk chef ved grønlands lufthavnsvæsen overfor KNR for kort tid siden slå fast, at situationen er knap så dramatisk.

- Det er ikke korrekt. Vandforbindelsen er den samme i dag som den var i går, og det samme gælder for elforsyningen, siger Kim Mahler til KNR.

Baggrunden for Danmarks Radios dramatiske skildring af situationen i Kangerlussuaq bunder i et interview med en turistguide i bygden. Guiden beskrev nemlig situationen som værende en del slemmere end, hvad den i virkeligheden var.

Hverken lufttrafikken, el- eller vandforsyningen skulle dog på nuværende tidspunkt være ramt efter, at elven i Kangerlussuaq i de seneste dage er gået over dens breder.

Vandmasserne fra elven i Kangerlussuaq har dog ødelagt en bro og en vej, hvilket indtil videre har medført, at der ikke længere er adgang til bygdens dump, en restaurant samt en lufthavnsradar på sydsiden af elven.

Naalakkersuisoq for Infrastruktur, Jens B. Frederiksen er også på vej til bygden for at besigtige skadernes omfang.