Royal Greenland udvider direktionen

Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at den 56-årige koncern salgs- og marketingdirektør Bruno Olesen og den 49-årige koncern produktionsdirektør Lars Nielsen med virkning fra den 1. maj 2013 indtræder i Royal Greenland A/S' direktion.
03. maj 2013 09:21

Med denne udvidelse af direktionen formaliserer vi den ledelsesstruktur, der i praksis har været gældende det seneste år.

Direktionen består herefter af CEO Mikael Thinghuus, CFO Nils Duus Kinnerup, koncern salgs- og marketingdirektør Bruno Olesen og koncern produktionsdirektør Lars Nielsen.

Lars har haft en lang karriere i Royal Greenland. Først i perioden 1993-2002, hvor han har fungeret som bl.a. planlægningschef, ansvarlig for Royal Greenland Overseas og Driftschef for rejer. I 2006 kom Lars tilbage til Royal Greenland, først som produktdirektør og i 2007 som produktionsdirektør for Grønland. I 2008 blev han forfremmet til koncern produktionsdirektør. Lars har haft en meget central rolle i forhold til de store effektiviseringer af Royal Greenlands produktionsapparat, der er gennemført de seneste år.

Bruno kom til Royal Greenland som koncern salgs- og marketingdirektør i 2010. Han har i perioden 1987 til 2010 haft forskellige ledende stillinger hos Meatcut, som blev til Danish Prime og nu er Tulip, hvor han sluttede som salgsdirektør for Tulips samlede afsætning. Bruno har spillet en central rolle i transformationen af Royal Greenland henimod et mere kunde- og salgsdrevet fokus.