Rekordtilmelding til Arctic Circle Race

Fredag overskred arrangørerne den hidtidige deltagerrekord fra 1997, da deltager nummer 180 tilmeldte sig verdens hårdeste skiløb. Der er stadigvæk åben for tilmelding, så det kan fint lade sig gøre, at der kommer 200 deltagere, inden løbet skydes i gang
Skrevet af Peter Troelsen
25. marts 2013 10:48

Det milde forårsvejr har sat grå hår i hovedet på mange arrangører af skikonkurrencer og Arctic Circle Race er heller ikke gået ram forbi på den front. Det har dog ikke fået arrangørerne til at ryste på hånden.

- Vi har ikke overvejet at aflyse ACR, og vi er i daglig dialog med Igloo Mountain. De servicerer ACR med præpareringen af løjperne og den tunge transport af bagage, telte, mad osv. videre til ACR campen. Desuden vurderer vores egne folk konstant sneforholdene. Det meste af løjpen er i baglandet oppe i højden, og der er sne nok til at afholde dette års ACR, konstaterer Jens Klaus Lennert.

Deltagerne i Arctic Circle Race er på farten i tre døgn og overnatter i telte ude i det fri. Det betyder at man skal være opmærksomme på så meget andet end vejret og løjpen. Det har arrangørerne altid vægtet meget højt.

- Det vigtigste er, at vi kan bibeholde ACR's høje sikkerhedsniveau. For det bliver hårdt for løberne med hensyn til skismørring til vekslende hård og blød sne, og de mærkbare højdeforskelle. Der er også udfordringer i byzonen, hvor sne er mangelvare, og hvor målområdet lige nu ligner en svømmepøl.  ACR Arenaen flytter til landjorden, hvilket betyder, at startområdet bliver smallere, fastslår formanden for ARC Jens Klaus Lennert.