Rasmus Lyberth: Mit livs oplevelse

Grønlands stemme, Rasmus Lyberth, sang i forgårs sit livs koncert i Royal Albert Hall i London.
Skrevet af Martine Lind Krebs
26. juli 2011 11:42

Jublen ville nærmest ingen ende tage, da den sidste tone af Rasmus Lyberths Inuuneq Nutaaq klingede ud. Over hele Royal Albert Hall viftede de 5500 tilskuere med flag og klappede og hujede, mens Rasmus Lyberth af BBC’s vært blev præsenteret som Grønlands stemme.

Og det var en overvældet Rasmus Lyberth, som KNR i dag fangede i London.

- Royal Albert Hall i vores verden er den højeste anerkendelse, du kan få. Hvis du har spillet i Royal Albert Hall, så er alt andet bare en ekstra gave. Nu kan jeg ikke nå længere, sagde han.

Kunne det give en gammel ræv som dig sommerfugle i maven?

- Selvfølgelig. Jeg må indrømme jeg fældede en tåre bagefter. Det kan ikke blive mere eventyrligt.

Med sig på scenen havde Rasmus Lyberth organisten Christian Søgaard og violinisten Jane Clark. BBC’s Promenadekoncert bestod af musikken fra tv-programmerne Human Planet sammen med 5 musikgrupper fra hele verden. Og det var med Rasmus Lyberths store stemme, koncerten startede.

- Jeg åbnede bare med min stemme acapella. Alle var fuldstændig chokerede. Så det kan lade sig gøre, selv om man kommer fra et lille land, siger han.

Rasmus Lyberth spillede også koncert lørdag i den store park Kensington Gardens.

Rasmus Lyberth sætter nu kursen mod Danmark, hvor man på mandag skal optræde i Grønland i Tivoli.