Qaqortoq får sin lufthavn

Mandag var Naalakkersuisut langt fra en beslutning. Nu lover regeringen, at lufthavnen bliver til noget. Qaqortoq får sin lufthavn. Det slår naalakkersuisoq for infrastruktur, Steen Lynge, Atassut nu fast.
Steen Lynge Foto © : Atassut
27. juni 2013 06:23

- Vi har taget en principbeslutning om at bygge lufthavnen i Qaqortoq. Den bliver bygget, så der er ingen ko på isen her, siger Steen Lynge.

Mandag lød det ellers i en pressemeddelelse, at Naalakkersuisut havde besluttet at forsætte undersøgelserne, og at man faktisk var langt fra en endelig beslutning.

Det er ikke længere udmeldingen, og naalakkersuisoq, Steen Lynge slår fast at arbejdet fortsætter helt i tråd med den plan den tidligere regering lagde og helt efter transportkommisionens anbefalinger.

- Qaqortoq bliver bygget ud fra de tidsplaner man har lagt. Den bliver ikke udsat på noget tidspunkt. Den følger den tidsplanlagte rute og det eneste man kan nævne omkring de undersøgelser vi har besluttet skal foretages, det er også med i den oprindelige plan.