Priser på brændstof stiger

I februar anklagede Naalakkersuisut Polaroil for at have kunstigt høje priser, nu stiger de yderligere.
01. august 2014 04:26

KNI A/S Polaroil forhøjer brændstofpriserne og det sker allerede fra i dag. Gasolie forhøjes med 54 øre per liter, petroleum med 55 øre per liter og benzin med 39 øre per liter.
 
Polaroil forklarer den markante prisstigning med, at råolie og raffinaderimargin aftalerne i 2014 er næsten 10 amerikanske dollars højere per tønde end i 2013, men stadig under verdensmarkedsnittet.

Guldkalven

Polaroil er KNI koncernens guldkalv, der blandt andet holder hånden under bygdekøbmændene Pilersuisoq.

De seneste to år har Polaroil stået for et overskud på henholdsvis 73 og knap 80 millioner kroner. Penge som er gået ind i KNIs samlede regnskab og har betydet, at det selvstyreejede selskab er kommet ud med et solidt overskud.

Læs også  Vittus vil have fingre i guldkalv

Anklager om kunstigt høje priser

I februar kritiserede naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq Polaroils priser.

- Jeg mener, at vi har kunstigt høje priser for at imødekomme KNI koncernens drift, sagde han dengang.

Efter RAL hævede raterne på fragt, gjorde Qujaukitsoq det klart, at han ville sænke brændselspriserne, men nu er det modsatte altså sket.

Stadigt billige priser

Den ny prisforskel på gasolie og benzin  forklares med, at udviklingen i efterspørgslen i Europa har gjort, at prisen på gasolie er steget mere end på benzin.

Sidste gang der var regulering af brændstofpriserne var den 7. juni  sidste år, hvor priserne blev forhøjet med 26 øre literen.

Påtrods af pristigningen skal det dog lige anføres, at forbrugerpriserne på brændstof er på omtrent halvdelen af priserne i Danmark.

Fra i dag er literpriserne derfor

Gasolie/diese stiger fra 6,11 kroner til 6,65 kroner. Petroleum går fra 6,21 kroner til 6,76 kroner og benzin stiger fra 6,11 kroner til 6,50 kroner.