Præsteopgaver i Danmark skal fordeles bedre

Den nytiltrådte grønlandske præst i Danmark opfordrer til, at selvstyret og det danske kirkeministerium fordeler hende og hendes kollegas arbejdsopgaver mere ligeligt.
13. september 2014 10:10

Den nyligt indsatte grønlandske præst i Danmark, Oline Berthelsen, opfordrer nu til, at den grønlandske menighed i landet bliver fordelt mellem hende og selvstyrets præst i København, Jens-Kristian Kleist.

Siden 1. juni har Oline Berthelsen, der er ansat under Aarhus Stift og dermed under det danske kirkeministerium, fået til opgave at betjene samtlige grønlændere, som frivilligt har valgt at bosætte sig i Danmark - uanset hvor i landet, de befinder sig. 

Imens må selvstyrets præst udelukkende lave kirkelige handlinger for grønlændere, der er tvunget til at opholde sig i Danmark, fx på grund af sundhedsbehandlinger eller straffeafsoning.

Men det er en skæv fordeling, mener Oline Berthelsen. I stedet burde de to præster fordele den grønlandske menighed ud fra geografi.

- Nu er vi to præster, og den ene er bosat i Jylland og den anden på Sjælland. Er der en begravelse i København, så o.k.: Der er en præst i København, og så lad vedkommet tage den, i stedet for at jeg rejser fra Jylland til København for at foretage en begravelse. 

Arbejdsgruppe bakker op
Forslaget får støtte af en gruppe frivillige grønlændere i Danmark, som arbejder på at oprette et egentligt menighedsråd for grønlændere i Danmark.

- Vi fastboende grønlændere i Danmark har kun én præst. Og som alle kan forestille sig, er én præst til alle grønlændere, der er fordelt over hele landet inklusiv Bornholm ikke nok, siger Henriette Berthelsen, psykoterapeut og talskvinde for arbejdsgruppen.

Gruppen ser dog aller helst, at Kirkeministeriet i Danmark ansætter flere grønlandske præster. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at gå til fx en dansk gudstjeneste eller få forestået en vielse eller begravelse på dansk, hvis modersmålet er grønlandsk, mener Henriette Berthelsen.

- For os er det bedst at gøre det på grønlandsk. Og i forhold til at fastholde vores kulturelle liv og have kontakt med hinanden og kunne tale om åndelige ting, er det vigtigt at kunne gøre det på vores eget sprog som alle andre minoriteter her i Danmark.

Gruppen skal mødes med den danske kirkeminister Marianne Jelved (R) 29. september.